@Billedtxt lodret:Tegning:Illustrudsen
Har du bestemt, hvad du skal have på?"
Et lille uskyldigt spørgsmål fra min kloge kone, som ikke udløser den store aktivitet fra min side.
"Har du?" spørger hun en anelse mere skarpt.
Det er flere dage før vi skal til et indbudt sølvbryllup.
"Selvfølgelig har jeg noget at tage på," svarer jeg tvært, da hun fremturer.
"Hvad?" vil hun vide.
"Det har jeg ikke lige tænkt over. Det kan jo være så meget," lyder mit ikke særligt præcise svar, men overraskende nok lader hun det ligge der.
Måske er forklaringen, at jeg rent faktisk har fået nyt tøj et par gange i løbet af de sidste par måneder.
Dagene går, og jeg glemmer alt om påklædningen til den højtidelige fest - selvom min dejlige kones lange rækker af fint tøj lagt op på sengen og efterfølgende bekymrede miner burde få nogle klokker til at ringe.
Alarmen lyder først for alvor den lørdag, hvor vi skal af sted.
"Hvad er det så, du vil have på?" lyder spørgsmålet igen.
Febrilsk gennemgår jeg klædeskabet og finder en af de nye skjorter frem. Den består testen og bliver godkendt.
"Skal du have mere på?"
Endnu mere febrilsk gennemgår jeg beholdningen af bukser og ender med at præsentere et par lyse sommerbukser indkøbt på udsalg i Sverige for otte - ti kilo siden.
"Mener du det alvorligt?" spørger hun, mens jeg med fast blik svarer:
"Hvad er der egentlig galt med dem?"
Hun gennemgår med kritiske øjne bukserne, og har på mindre end fem sekunder fundet en nærmest usynlig plet på det venstre bukseben.
"Ja - så bliver jeg nok ikke lukket ind," siger jeg i et mislykket forsøg på at være vittig.
Indvendigt kan jeg allerede føle den utilpashed, der vil ramme mig, hvis jeg møder op til den fine fest i en påklædning, der er alt for afslappet.
"Hvis du tager dig sammen, kan vi lige nå at køre op for at købe et par ordentlige bukser," siger hun.
"Min tid er ikke til at købe nye bukser. Jeg har vigtigt arbejde at afslutte," svarer jeg og lukker med et fast tag og knapt så fast blik demonstrativt døren ind til kontoret.
Hun åbner den igen:"Er det dit sidste ord?"
"Ja, jeg har ikke tid!"
"Skal jeg køre op og købe de bukser til dig?"
Tyve minutter senere entrer vi sammen tøjbutikken i den nærliggende lille by - min kloge kone et par skridt foran mig.
"Vi skal have et par nye bukser til den nydelige mand der," meddeler hun den unge ekspedient, mens jeg søger at genvinde både fatningen og overblikket.
Mit indkøb - som på grund af udsalget kommer til at omfatte både bukser, skjorte, underbukser og sokker - er overstået og godkendt på yderligere ti minutter.
"Det er godt, at du har styr på, hvad du skal have på," siger jeg lettet, da vi forlader butikken.
"Ja," svarer hun, "men jeg tror alligevel lige, jeg kigger forbi en anden butik," svarer hun - for første gang den dag en smule undvigende.
En times tid senere er vi kun knapt færdige med at vurdere, om den lille jakke, hun nødvendigvis skal have på, skal være sort med sølv eller grøn med guld. Jeg anbefaler grøn med guld og hun vælger sort med sølv.
Da vi kommer hjem, beder jeg som sædvanlig den lange lemmedasker om at vurdere vores indkøb. Han er den i huset, der klart har det bedste overblik over tøjstil.
"Ja, dit er jo lige så kedeligt, som det plejer at være. Men mors jakke er virkelig smart. Den klæder hende," lyder hans sikre dom.