Vi har været til afdansningsbal.
Ikke siden mine drengedage er det sket, at jeg er gået til afdansningsbal - denne gang endda frivilligt.
Nogle af traditionerne er holdt i hævd i det næsten halve århundrede, der er gået, siden jeg gjorde mine første erfaringer på de i bogstaveligste forstand bonede gulve i lillebyens største hotel.
Den hvide skjorte for eksempel. Vi køber den i god tid før ballet, og et par enkelte kiksere i løbet af de sidste undervisningstimer får os - min kloge kone og jeg - til at øve ekstra i ugens løb.
Da vi lørdag formiddag - nogle timer før den endelige fremvisning - danser alle tre danse igennem, siger jeg en smule overlegent: "Nu er den der vist. Det kan vi nok ikke gøre ret meget bedre."
For en gangs skyld nikker min kloge kone. Jeg har ret, synes hun. Vi har terpet, og nu sidder det på rygraden.
Og her er det ikke tilfældigt, at jeg taler i ental! Rygraden.
Vi ankommer i, hvad vi selv synes er god tid, og har svært ved at finde en P-plads.
"Hvor er her dog mange mennesker," udbryder min kloge kone en anelse bestyrtet.
Men sådan er det med afdansningsballer, belærer jeg hende om med al min mere end 40 år gamle erfaring.
"Folk vil se de smukke par danse," fortsætter jeg og får en grimasse til svar.
Hvis der var nogen af os to, der skulle komme til at lave fejl her, var der ingen tvivl om, hvem det ville være. Den kendsgerning er jeg mig pinligt bevidst, inden vi på en lang række sammen med resten af begynderholdet går indmarch umiddelbart efter børneholdet.
Katastrofen indtræder trekvart inde i den første omgang cha-cha-cha. Vi er anbragt forrest ud mod publikum, og jeg tillader mig at mene, at det er fordi, vi er en slags pryd for holdet - en tillid, det viser sig, vi på ingen måde kan leve op til.
Det er her, min kloge kone laver en af sine absolut sjældne fejl. Midt i dansen har hun ganske enkelt glemt de trin, som vi har terpet og terpet. De, der har en smule kendskab til netop cha-cha-cha - og det har jeg bildt mig ind at have til dette øjeblik - ved, at netop i denne dans kan herren ikke føre.
Om jeg havde kunnet, havde det også været ligegyldigt. Jeg fatter ganske enkelt ikke katastrofens omfang. I sidste øjeblik finder vi ind i rytmen igen, danser resten af dansen igennem og begynder forfra med hele førsteårselevernes begejstring - lige indtil vi når til det samme punkt: Min kloge, dejlige og søde kone har helt enkelt glemt, hvordan man krydser hinanden, inden man begynder forfra.
Selv bliver jeg så forfjamsket over den manglende præcision, at jeg får drejet den forkerte vej rundt, og ud fra en samlet vurdering vil jeg tro, at vi står til karakteren 'mindre elegant'.
De næste to danse, som vi har brugt hele vinteren på at lære, klarer vi rystede men så nogenlunde fejlfrit.
Herefter får vi forpustede og svedige lov til at sætte os ved de reserverede borde og med bævrende hænder drikke en kop kaffe, mens vi kan se de mere øvede sætte tingene på plads i en række fornemme danse udført med ynde og akkuratesse.
Afdansningsballet slutter med en fest for alle eleverne. Og ja, selvfølgelig har en tåbelig TV-udsendelse sat sit præg på festen: Vi skal ud i dansekonkurrence.
Med nummer på ryggen begiver vi os ud i endnu en omgang dans - vores favorit, betror vi hinanden, idet vi entrer dansegulvet.
Jeg skal ikke gå i detaljer, men blot fortælle så meget, at vi ikke ender i finalen. Man ender ikke i finalen, når man danser en omgang for meget rundt og derefter springer en anden omgang over.
Blot er der én trøst: Jeg er blevet udpeget til dommer over de øvrige dansere. Her kan jeg ligesom gøre min hævntørst gældende.
Da vi langt senere kører hjem, kan jeg ikke lade være at sige:
"Der var jo trods alt nok en god grund til, at jeg blev udpeget til dommer."
"Ja," svarer min kloge kone, "du blev udtaget ved lodtrækning. Har du allerede glemt det?"