Log på Forside
 
FarmTest - hvad er det?
Et eksempel på en FarmTest rapport.

I Dansk Landbrugsrådgivning bruger vi FarmTest, når vi vil undersøge, hvor godt en maskine fungerer i praksis.

Det er et mål for Dansk Landbrugsrådgivning, at en FarmTest kan udgøre et troværdigt beslutningsgrundlag for den landmand, som står for at skulle anskaffe sig den maskine, som FarmTest omhandler - eller en tilsvarende. Endvidere, at FarmTest kan være et solidt rådgivningsværktøj for rådgiverne. Budskaberne formidles klart og entydigt på www.farmtest.dk

Hos landmanden
Vi laver undersøgelsen ude hos landmanden, på hans maskine.

De indhøstede resultater og erfaringer offentliggøres, så hele landbruget kan få gavn af undersøgelsen. Nogle gange fører en FarmTest til, at maskinfabrikanterne ændrer deres produkter eller igangsætter en produktudvikling.

En FarmTest er en orienterende undersøgelse af ny teknik og nye metoder. Hensigten er at belyse fordele og ulemper. Undersøgelserne foregår som nævnt ude på landbrugsbedrifterne, og de udføres af konsulenter i samarbejde med landmanden eller hans ansatte.

Hurtigt resultat

Det er karakteristisk for en FarmTest, at tidsrummet fra ide til resultat er kort. En undersøgelse kan relativt hurtigt sættes i gang, og da landmanden gerne deltager og stiller maskiner og viden til rådighed, spares der en masse ressourcer (tid og penge), og indsatsen kan koncentreres om indsamling og analyse af data fra målinger og spørgeundersøgelser.

Forsøg og målinger udføres på klassisk vis, og der anvendes statistiske analyseværktøjer.

En del FarmTest er tværfaglige og udføres med deltagelse af konsulenter fra flere faggrene.

Uvildig

En FarmTest skal have høj nytteværdi for landmanden. Han skal kunne bruge resultaterne - med eller uden vejledning fra konsulenten. Resultaterne skal naturligvis være uvildige og rigtige, og de må tillige ikke være i strid markedsføringslovens § 2, som kort fortalt siger, at oplysninger ikke må være vildledende eller konkurrenceforvridende.

20-25 årlige tests

Dansk Landbrugsrådgivning gennemfører 20 til 25 FarmTest om året. Vi er altid på jagt efter gode ideer til nye FarmTest, så bare sig til!

Eneste krav er, at de vedrører relevante og aktuelle forhold i landbruget.

På side 26 kan du læse om to FarmTest, som vi netop er i gang med at planlægge. Den ene er om oliepressere, og den anden er om varmepumper som varmekilde i svinestalde.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: