Log på Forside
 
Ny trend i USA: Lav-selv-dybfrostretter

I USA er det sidste nye på madfronten små professionelle køkkenbutikker, hvor folk selv kan komme og tilberede færdigretter, klar til ovn eller fryser. Alle ingredienser leveres af køkkenbutikken, men maden laver du i princippet selv.

Trenden hedder »Easy meal assembly kitchens« og er en af de hurtigst voksende i USA.

Konceptet er, at man via Internettet vælger de ønskede retter, mængder (antal personer) og bestiller tid i køkkenet. Det tager cirka to timer at tilberede 6 til 12 måltider.

Køkkenet stiller ingredienser, emballage og instruktioner til rådighed. Og alt rense-, skrælle-, snitte-, skære- og hakkearbejdet er gjort af professionelle.

Når man har tilberedt retterne, sætter man labels på med oplysninger om koge-/bagetid, og pakkerne er lige til at tage hjem til køleskab og fryser.

Der er mange forskellige udbydere, og priserne varierer. På »Dinner Studio« kan man eksempelvis købe en pakke med seks måltider for tre personer for cirka 600 kr. eller 100 kr. pr. måltid.

Fordelen er, at man ikke har rester af ingredienser liggende i skabe og køleskab. Og at man slipper for opvasken - den tager køkkenet sig af!

Det hele startede med Stephanie Allen, som begyndte at forberede og nedfryse familiens middagsretter i 1986. Hendes veninder blev vilde med idéen, og hun startede pigeaftner, hvor de gik sammen i køkkenet. Andre hørte om det og ville deltage, og i 2002 startede Allen og hendes veninde Tina Kuna »Dream Dinners«. I 2006 har firmaet 250 filialer som franchise.

»The easy meal prep association«, en paraplyorganisation for de mange forskellige firmaer, der er opstået, anslår, at der i øjeblikket er cirka 1.100 køkkener i USA, og de omsætter for cirka halvanden mia. kr.

www.dinnerstudio.com og dreamdinners.com

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: