Jeg har gennemlevet det, der senere blev kaldt »vinterkrigen« på Lolland i 1979. Jeg har siddet fast i snedriver så store, at de næsten fik bilen til at forsvinde, og i min ungdom kæmpede jeg mig på og med knallert gennem snemasserne 15 km til byskolen blot for at konstatere, at jeg var den eneste, der var mødt frem.
I det hele taget elsker jeg den dramatik, som en god snestorm kan give.
Den allerbedste oplevelse havde jeg - og ungerne - for en halv snes år siden. Min kloge kone begav sig sammen med gode venner igennem snefoget ind til byen bevæbnet med skovl, gummistøvler, hue og vanter.
Selv lovede jeg at køre vores og vennernes børn i skole, inden jeg selv skulle samme vej. Vi nåede kun halvvejen, inden det vanvittige i projektet gik op for mig. Med besvær fik jeg bilen vendt og sat kursen hjemad, kørte kun fast en enkelt gang på vejen, men fik et par håndværkere til at give et venligt skub.
Derefter fulgte næsten tre dages eventyr. Vi var totalt lukket af for omverdenen, de fire børn og jeg. Heldigvis var fryseren fyldt, og de fire unger blev over meterhøje snedriver sendt alene hen til naboen efter mælk, som han ikke havde andre aftagere til.
Vi byggede snehuler i vejskråningen, hvor det var aldeles udelukket, at der kunne komme en bil forbi, vi lavede chokolade af den fede, nymalkede mælk, spillede kort og løb på ski. Et par gange kæmpede jeg mig ud til dyrene, der for en gangs skyld var søgt ind. Kort sagt: Det var en af de gode oplevelser, som børnene endnu kan snakke om med varme i stemmen.
Det varede tre dage, før en gummiged fik os gravet fri. Forinden var jeg løbet på ski ned til den nærliggende landevej, hvor et enkelt spor var farbart, ad hvilken min kloge hustru vendte hjem efter et par triste dage i byen.
Med andre ord: Jeg var for alvor klædt på til den snestorm, som de varslede midt i februar. Netop hjemvendt fra skiferie var jeg endda fortrolig med at færdes med brædder på fødderne...
Vi spejder efter sne, inden vi går til ro om aftenen. I løbet af natten hører vi det ruske i træerne udenfor, og jeg vender mig søvnigt i sengen med en tanke om, hvor smuk haven og havet tager sig ud med sne på.
Vi vågner op til ekstremt fugtigt regnvejr, og selvom vi hele dagen igennem spejder efter sne, kommer den aldrig.
»Øv,« siger den ranglede teenager, der har set frem til en ufrivillig fridag fra skolen. »Øv,« siger vi til hinanden om eftermiddagen, da det står klart, at det stort set kun er vores hjørne af landet, der ikke er ved at drukne i sne.
»Øv,« siger jeg for mig selv, da jeg står ude i stalden og filosoferer hos en flok dyr, der denne dag er søgt ind, fordi de hader at få våd pels.
Hvad jeg havde troet skulle blive til kælketur sammen med den ranglede teenager bliver til en ensom sjappetur gennem den dyngvåde eng ned til vandet, hvor der ikke viser sig så meget som en lillebitte isflage, mens knægten spiller computer.
I telefonen melder familie og venner begejstret om meterhøje snedriver i indkørslen og om kamp mellem store snedriver og små traktorer. Imens står min egen uvirksom hen i garagen - ellers klargjort til de mest dramatiske omstændigheder.
Øv!
Mens jeg forbander drivhuseffekten, smider jeg mere brænde i fyret for at opveje det varmetab, som den voldsomme blæst medfører. Mens nedløbsrørene er ved at løbe over, tænker jeg på lange skiture i højt solskin.
»Hvad tænker du på?« spørger min udkårne, da jeg sidst på eftermiddagen er sunket helt hen i mine egne tanker.
Og jeg fortæller endnu en gang historien om, hvordan jeg sneede inde med børnene, og de hentede mælk hos naboen.
»Ved du hvad,« svarer hun praktisk.
»For det første er børnene ikke rigtigt børn mere, og de gider helt sikkert ikke grave snehuler. For det andet er der ikke en gård i miles omkreds, hvor man kan hente mælk.«
»Det var dengang,« slår hun fast, mens hun begynder på dej til hjemmelavede boller og bekendtgør, at hun har taget lammesteg op af fryseren og åbnet rødvin til aftensmaden.
Udenfor bekendtgør et par viber, at de er kommet i forårshumør. Hannernes dramatiske parringsflugt er ikke til at tage fejl af. Indenfor har min kloge kone sat udsprungne forsytia i vase.
Lige så stille begynder jeg at se lysere på tilværelsen igen.