
Foto: Jens Tønnesen.
Danmark er et af de få lande, som stiller krav om bopælspligt ved køb af landbrugsejendomme. EF-Domstolen har for nylig underkendt det danske bopælskrav.
Danmark, Slovakiet - og til dels Østrig - er de eneste EU-lande med bopælspligt på landbrugsejendomme. Men en række lande forsøger alligevel gennem lovgivningen at påvirke driften og ejerforholdene i landbruget.
Det fremgår af et notat til Folketingets Fødevareudvalg udarbejdet af Direktoratet for FødevareErhverv. Notatet bygger på et rundspørge til ambassaderne i EU-medlemsstaterne.
Ifølge notatet er der i hovedparten af EU-landene (18 lande) ikke nogen regler om bopælspligt på landbrugsejendomme. Det gælder Bulgarien, Cypern, England, Estland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Portugal, Rumænien, Slovenien, Spanien, Tjekkiet og Ungarn.
I fem lande, Finland, Italien, Tyskland, Polen og Sverige, findes der dog anden offentlig regulering på området. I Finland, Italien og Tyskland er der for eksempel regler, som giver mulighed for at give ejere og forpagtere økonomiske fordele af at bo på eller i nærheden af ejendommen.
I Polen er det et krav, at ejendomme, som ikke er bortforpagtet, bliver drevet af ejeren selv, og de lokale myndigheder skal kontrollere, hvor tit ejeren opholder sig på ejendommen.
I Sverige er der som udgangspunkt ikke krav om bopæl på landbrugsejendomme, men der er særlige regler for tyndt besatte områder. Her kræver det særlig tilladelse at købe en landbrugsejendom, hvis man ikke har boet i kommunen i mindst ét år.
Tre lande med krav
I Slovakiet er der ligesom i Danmark bopælspligt ved køb af landbrugsejendomme.
Det samme gælder forpagtere, der forpagter og driver landbrugsejendomme i mere end fem år.
I Østrig er der ikke nogen decideret bopælspligt, men i en række østrigske delstater anses det for en nødvendighed for at sikre lovens overordnede mål om forsvarlig drift, at ejere/forpagtere bosætter sig på ejendommen.
I den belgiske provins Limburg kan man kun forpagte landbrugsejendomme, hvis man har bopæl i Belgien.
Den danske regering har endnu ikke meldt ud, hvilke lovændringer den vil foretage, efter at EF-Domstolen har underkendt det danske bopælskrav.
hac