
Foto: Jens Tønnesen.
Pas på, hvis hestemøget lægges i en markstak. En markstak skal overdækkes og må ikke ligge samme sted hvert år. Det er et gammelt krydskrav.
I år er det tredje gang, der skal søges hektarstøtte ifølge den nye ordning om enkeltbetaling, men det betyder ikke, at det er blevet mere enkelt at være deltidslandmand. Her i 2007 træder en række nye krydsoverenstemmelser i kraft, hvilket gør, at der er endnu flere kontrolpunkter, der kan føre til forsinkelse, bøde og reduktion i hektarstøtten, hvis reglerne ikke overholdes.
Krydsoverens- stemmelser
Krydsoverenstemmelse betyder, at der kan trækkes i hektarstøtten, hvis nationale krav om til for eksempel miljø og god landmandspraksis ikke overholdes.
Erfaringerne med krydsoverenstemmelser i 2005 og 2006 viser, at de fleste sanktioner blev givet i forbindelse med overtrædelse af kravet om opbevaring af husdyrgødning og risiko for grundvandsforurening. Men der er mange andre regler, man som landmænd skal være opmærksomme på, når der søges om tilskud i enkeltbetalingsordningen. Nogle af de vigtigste er skitseret herunder.
Overtrædelser og husdyrhold
Mindre husdyrbrug får ofte anmærkninger, når det gælder opbevaring af fast husdyrgødning. Møddingspladsen skal være tæt, og der må ikke være risiko for, at møddingsaft løber over og ud på jorden, og der er krav til afløb og opsamling.
En markstak skal overdækkes og må ikke ligge samme sted hvert år.
Et andet sted, kontrolløren vil slå ned, er de arealer, der ligger i tilknytning til en løsdrift, hvor dyrene går ud og ind. Disse marker SKAL have plantedække, ellers er der risiko for grundvandsforurening, som ligeledes kan udløse sanktioner i tilfælde af kontrol. Det er vist ikke mange vinterfolde, der i denne tid kan leve op til plantedække-kravet!
Permanent græs eller naturareal
I marken ses de fleste sanktioner i forbindelse med permanente græsarealer og manglende to meter bræmmer ved vandløb, omkring søer og fortidsminder.
Der har været flere tilfælde, hvor arealer efter kontrol er defineret som natur, i stedet for permanent græs, og dermed har landmanden mistet støtten. Det kan være på grund af tilgroning, eller fordi der står vand.
Der skal mindst være 50 procent græs eller grøntfoder på arealet, der må ikke være vådbundsplanter, som siv og tagrør, og arealet må heller ikke domineres af vedplanter eller aggressive plantearter, som brombær og tidsler.
God landmandspraksis kræver, at permanente græsarealer afpudses eller afgræsses mindst hvert andet år.
Rådighed og landbrugsaktivitet
Man skal fra i år være opmærksom på begrebet: Rådighed over jord, og hvad det indebærer. Direktoratet vil fremover tolke 'at have rådighed over et areal' således, at det KUN er dig, der har rådighed og søger tilskud til arealet, der må have landbrugsmæssige aktiviteter på jorden.
Det vil sige, at du ikke må få din nabo til at så eller høste for dig, medmindre der ligger en regning på det. Du skal kunne bevise, at du lejer ham til arbejdet, og at du selv har det landbrugsmæssige ansvar for arealet.
Det samme gælder, hvis naboen afgræsser eller tager slæt på arealer. Her skal der foreligge en græsningsaftale eller en regning på maskinstationsarbejde fra naboen og derefter en faktura for salg af afgrøde til naboen!
Krav til registreringer
Også papirarbejdet skal være i orden. Der stilles krav til mark- og dyreregistreringer. Glemmer man at indsende gødningsregnskabet, vil hektarstøtten blive tilbageholdt!
Mange sanktioner fremkommer, når dyreregistreringer ikke passer med de dyr og øremærker, der reelt findes på ejendommen, når kontrolløren kommer forbi.
På bedriften skal der ligge gødningsplaner, skema A og sprøjtejournaler fem år tilbage i tiden. Ændrer man husdyrholdet og bygger hestebokse i stalden i stedet for båse til køer, eller laver man en sti til et par grise, ja, så skal det anmeldes til kommunen.
Ansøgningen
I år er der rigtig mange arealer, der har fået nye bloknumre, eller arealet i blokkene er blevet ændret eller nedskrevet.
Alle de røde bloknumre på markkortet er nye blokke, så en 'kopi' af sidste års ansøgning kan ikke anbefales.
Hold tungen lige i munden og sørg for at anvende eventuelt ubrugte rettigheder i 2007. Hvis der er ubrugte rettigheder efter i år, vil de blive inddraget, og arealet, der udbetales støtte til, reduceres.
Permanente græsarealer må ikke domineres af vedplanter eller aggressive plantearter som brombær.
Permanente græsarealer må heller ikke domineres af tidsler.