Log på Forside
 
Fremtidsprojekt: Landsby til hestefolk
Annelise Bach Nielsen, der bor i Hunseby på Lolland, har en fremtidsplan for landsbyen. Den skal kunne tiltrække tilflyttere, der drømmer om at holde heste.
Foto: Claus Hansen /Polfoto
Annelise Bach Nielsen med sine to islandske heste.

Bo med islandske heste på Lolland. Sådan lyder overskriften for Annelise Bach Nielsens projekt for en landsby med fremtid i. Det kunne være Hunseby ved Maribo, hvor hun selv bor. Og har to islandske heste.

Nye træhuse

Annelise Bach Nielsen forestiller sig en drømmelandsby, gerne med nyopførte træhuse. De passer efter hendes mening rigtig godt i stilen til Lolland og hestehold med løsdriftsstalde, hvor dyrene frit kan gå ud og ind.

»Hvis man flytter på landet for at leve et aktivt liv med sin familie og sine dyr, så synes jeg ikke, man skal bruge sin tid på et 10-årigt istandsættelsesprojekt. Jeg taler af erfaring. Vi er ikke færdige med vores endnu,« fortæller Annelise Bach Nielsen, der i 1990 kom til Lolland fra København for at blive gymnasielærer i Maribo. Hun fandt et tidligere husmandssted i Hunseby at bo i, og siden 2000 har hun og hendes mand, Hans Jørgen Wangel, der er læreruddannet, arbejdet med at istandsætte det gamle bindingsværkshus fra 1870.

»Det har været en slidsom omgang, og det sidste par år har vi ikke rigtig fået gjort noget ved det,« konstaterer Annelise Bach Nielsen, der er 57.

Hun synes, at der også skal tænkes i nyt til tilflyttere, fordi Lolland Kommune har varslet kondemnering af forfaldne og ubeboede bygninger på landet.

Hus med historie

»På den anden side er det kun være dejligt, når tilflyttere vil bruge penge på at istandsætte bevaringsværdige huse i landsbyerne og i det åbne land.« siger Annelise Bach Nielsen og kommer i tanker om en anden ide:

»Nogen har foreslået, at de lokalhistoriske arkiver giver gamle huse en historiedeklaration, så de nye ejere får mulighed for at kende deres boligs historie. Det synes jeg er en god ide. Jeg er selv glad for at vide, hvor gammelt vores sted er, og hvem der har boet her før os.«

Folde til fair pris

Centralt i Annelise Bach Nielsens projekt er hestefolde, som landsbybeboerne skal kunne leje af lokale landmænd.

»Landbrugsjord kan ikke sælges eller forpagtes til ikke-landmænd, men heste skal have plads at bevæge sig på. Så leje må være løsningen. Mange steder ligger landsbyens huse med marker bagved. Jeg håber, at de landmænd, der ejer markerne, kan gøres interesserede i at udleje arealer til hestefolde,« siger Annelise Bach Nielsen, der foreslår, at man opretter et kommunalt foldlejenævn, som skal sørge for, at prisen på hestefolde bliver fair for både udlejer og lejer.

Hestedynamo

»Måske kan landmænd kan omstille sig til, at dækningsbidraget ikke kun kommer fra afgrøder men også fra udleje af græsmarker. Mange vil så erfare, at heste skaber efterspørgsel på wraphø, halm og havre. Også dyrlægen, beslagsmeden og rideudstyrsforretningen nyder godt af, at hestefolk bruger deres hobbypenge lokalt.«

Annelise Bach Nielsen håber, at hendes tanker om at bringe landsbyer til live gennem fællesskab om heste som hobby, kommer til at indgå i landdistriktsudviklingen.

»Det handler om, hvordan man øger bosætningen på landet og skaber herlighedsværdier i et område,« mener hun.

Og det behøver ikke kun at være på Lolland. Men her kan den gode ide måske afprøves. I Hunseby.

Annelise Bach Nielsen kan kontaktes på tlf. 28931892.

Det kan være for hårdt at bruge 10 år af sit liv på at istandsætte en gammel ejendom, så Annelise Bach Nielsen synes, at der skal satses på nye huse til familier, der har lyst til at flytte til en landsby for at være sammen i et fællesskab om heste.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: