Log på Forside
 
Fysioterapeut blev svineavler
Charlotte Duus Christensen overtog sin fars gård og flyttede med familien fra København til Sønderjylland.
Foto: Niels Husted, Polfoto.
Charlotte Duus Christensen overtog sin fars gård i 2005 og blev svineavler. Et arbejde, hun kombinerer med jobbet som fysioterapeut. Her står hun med sønnen Kresten på armen foran familiens nyrenoverede hus i Kruså.

Hvorfor overtager vi ikke dine forældres gård?

Den var Charlotte med på.

»Christian stod jo oftest op og hjalp min far med grisene alligevel, når vi var på besøg. Og så var vi jo nået til et sted i vores liv, hvor børn og familie fylder meget, og det med at have bedsteforældrene så tæt på er jo både en kæmpe glæde og hjælp,« siger Charlotte Duus Christensen, mens hun står i det nyrenoverede valnøddekøkken på Hønsnapgaard.

Huset i Valby ved København blev solgt i 2005. I dag er Charlotte svineavler og mor til tre børn.

Skeptiske konsulenter

Men det var ikke nemt at flytte fra en tryg tilværelse i København og satse alt på et bræt.

»Konsulenterne fra Landboforeningen var skeptiske. Hvad troede vi lige, det var - ren Morten Korch idyl? De kunne ikke rigtig forlige sig med, at vi skulle flytte herned, men nok lige så meget fordi de var bekymrede for, at vi skulle miste alt,« siger Charlotte.

»Men jeg tror, det har været med til at ruste os, at vi er blevet heglet igennem de samme spørgsmål gang på gang - om vi nu også ville det her.«

I dag er al skepsis gjort til skamme - opformeringsbesætningen er på 450 søer, og salget af avlsdyr stryger derudad til Rusland og Tyskland. Charlotte passer søerne og smågrisene i den nye stald fra februar sidste år, som ligger 300 meter derfra, og far Kjeld tager sig af ungdyrene i den gamle stald ved siden af stuehuset på Hønsnapgaard. Herudover har familien to fastansatte og tre løsarbejdere. Charlotte har dannet et I/S med sin far, og når hun i 2009 har været fire år i mesterlære hos ham, er hun ligestillet med faglærte landmænd.

Pilates i København

Charlotte kombinerer dog stadig sit tidligere job som fysioterapeut med svineavlen. Og hun mener faktisk, det er en fordel.

»Jeg tror, det er vigtigt at lave noget helt andet, og jeg kan mærke, at jeg kommer med en helt anden energi og entusiasme, når jeg for eksempel holder pilates-kurser i København. Fordi jeg ikke laver det samme otte timer om dagen.«

Og så minder grise og mennesker jo også meget om hinanden, supplerer hun. Hun har også fået aflivet fordommene om landbrug som monotont og tanketomt arbejde.

»Det er meget mere intellektuelt, end jeg havde regnet med, og det har virkelig overrasket mig. Videnskabelighed er jo in i landbruget. En dag med svineproduktion kan være meget avanceret. Selv om jeg tænker fremad og prøver at være rationel hele tiden, så må jeg altså ind i mellem lige holde en pause og tænke mig om for at overskue det hele. Det, synes jeg, er fedt.«

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: