Årets første lam var dødfødt!
Lille og slapt og knastørt hang det ud af moderen, da jeg kom ud til dyrene om morgenen. Med lidt besvær fik jeg hevet det ud, og nænnede ikke at tage det fra den brægende mor, som straks gik i gang med at slikke sin lille døde unge.
"Det er næsten til at græde over," siger jeg med tårer i øjnene til min kloge kone, da jeg står i køkkenet og fortæller den sørgelige historie.
I baghovedet lurer også frygten for, at resten af besætningen vil få det på samme måde.
"Har vi nu også givet tilstrækkeligt med mineraler," fortsætter jeg.
Men det er hun sikker på.
"Vi har da aldrig før haft problemer," siger hun.
Men jeg har lige læst en artikel om selen-mangel og synes pludselig, at alle symptomerne minder om lige præcis mangel på selen.
"Men hvorfor skulle de pludselig mangle selen i år," spørger hun uventet logisk.
Og næh, det har hun selvfølgelig ret i, men jeg kan nu alligevel komme på 1000 gode forklaringer på, at vi har lavet lidt om - ikke alle dyr spiser lige meget mineral, høet kommer ikke fra samme eng.
En times tid senere bekvemmer jeg mig til at hente det døde lam. Der er ikke noget mere trist end at slæbe døde dyr ud af stalden.
"Man føler, at man er så mislykket," kan jeg ikke lade være at sige da jeg lidt senere igen befinder mig i køkkenet.
Men den logik kan min kloge kone ikke rigtigt følge.
"Der kommer masser af raske lam i den kommende tid. Det er jeg sikker på," trøster hun trods alt.
Næste morgen springer et kæmpemæssigt, enormt friskt og enormt sort vædderlam rundt mellem benene på sin mor. Her er på ingen måde tegn på fødselsproblemer, og bare nogle timer gammelt begynder lammet at lave bukkespring. Om eftermiddagen kommer der to lam mere - jeg når lige at se det sidste rejse sig, og en halv time senere forkynder smaskelyde, at den vigtige kontakt mellem barn og mor er etableret.
"Der kan du se, der er ikke noget at være bekymret over," lyder det helt uopfordret, da vi fra staldvinduet følger familieidyllen.
Men jeg er bekymret alligevel. Jeg ved godt hvorfor, men jeg viser det ikke. Det er et par måneder siden, den store pige tog på jordomrejse, og selvom nutidens kommunikationsmidler gør det muligt for os at holde kontakten ved lige, føler vi, at hun er meget, meget langt væk.
"Det er nærmest komisk at se jer kaste jer over computeren hver gang, der er mail fra hende," lyder det en anelse hånligt fra den ranglede teenager-søn, der med begejstring har indtaget storesøsters store værelse.
Mens vi læser om alle hendes oplevelser under betydeligt varmere himmelstrøg - de slutter alle sammen med, at hun virkelig savner os - tænker især min kloge kone bekymret på, hvad der kan ske.
"Der sker da ikke noget. De skal jo også lære at klare sig selv," siger jeg, mens min kloge kone tjekker og eftertjekker flytider, rejseplaner og tidszoner.
"Nu er det nat der, hvor hun er, så kan vi ikke sms'e til hende. Vi vækker hende bare," siger hun bekymret.
"Helt ærligt: Jeg tror ikke engang hun er gået i seng endnu. Og mon ikke der også er andre, der sender beskeder til hende," siger jeg snusfornuftigt og far-sikkert.
Mens jeg falder i søvn - næsten da hovedet rører puden - ligger min dejlige kone og vender sig rastløst i et par timer, får jeg at vide næste dag.
Næste dags mail fra vores datter meddeler, at de har festet på en sandstrand hele natten, at det har været så fedt, og at de er lidt trætte nu.
"Der kan du se: Ingen grund til bekymring," siger jeg overlegent og åbner en flaske rødvin, selvom det er hverdag.
Da vi sidder ved aftensmaden med en halvtømt flaske vin mellem os, betror hun mig noget:
"Jeg var faktisk også lidt bekymret for de lam."
"Ja," svarer jeg, "jeg var faktisk også lidt bekymret for vores datter."
Som efter en fælles overenskomst drikker vi resten af vinen - det giver sådan en god søvn!