Log på Forside
 
15 hesteejere politianmeldt

I 2006 blev 15 hesteejere meldt til politiet, oplyser Hestens Værn. Det har drejet sig om alvorligt syge dyr, der ikke havde fået dyrlægebehandling, eller om sygeligt afmagrede dyr, som har været vanrøgtet gennem længere tid.

13 heste er blevet aflivet. Nogle af dem var så gamle, at det ikke længere var forsvarligt at holde dem i live, men ejeren havde svært ved at få trukket grænsen og få sagt farvel.

Lidt over en fjerdedel af anmeldelserne drejede sig om heste, der generelt var forsømte med hensyn til fodring, drikkevand, hovpleje, dyrlægebesøg, hygiejne m.v. Ikke grove overtrædelser i hesteholdet, men bare jævnt dårlige forhold for hestene.

Inden for de seneste måneder har Hestens Værn haft flere alvorlige sager, hvor dyrlæger har måttet aflive heste på grund af vanrøgt. Her tre grelle eksempler på vanrøgt:

-En hest stod i tre uger med et brækket forben. Ejeren ville ikke tilkalde dyrlæge, for det "brugte han ikke". Hestens Værns dyrlæge konstaterede, at hesten havde brækket benet.

-En hest stod i ni dage i et vandløb. Den var ikke i stand til at komme op ved egen hjælp. Ejeren troede, hesten var stjålet, og havde derfor ikke undersøgt området og havde efterfølgende heller ikke sørget for optimal behandling af hesten. Den var tydeligt mærket af det langvarige ophold i det kolde vand og måtte aflives.

-10 heste stod i en stald, hvor der ikke var muget ud i lang tid - måske år. Hestene stod så højt, at de knapt kunne stå oprejst. Og ud af stalden kunne de slet ikke komme. Hovplejen var forsømt i helt ekstrem grad. Hovene var groet så store som spisetallerkner. Det var et frygteligt syn, der forleden mødte lægmand og dyrlæge. Seks af hestene var så medtaget, at de ikke stod til at redde.

Hesteejerne er meldt til politiet for vanrøgt og overtrædelse af Dyreværnsloven, og der venter et retsligt efterspil.

Foga

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: