Log på Forside
 
En pølse med det hele
Særudstilling på Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup om pølsevogne og fastfood historie.
I Danmark er hotdogs med det hele nærmest blevet en nationalspise, der indtages ved pølsevogne og på grillbarer landet over.

Vidste du, at den røde pølse oprindeligt var dyppet i rød farve, fordi det var "gamle pølser", man skulle kunne kende fra de friske?

Den historie fortælles blandt andet på Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup på udstillingen "En pølse med det hele".

Pølsevognen er blevet et symbol på Danmark og danskheden. Noget vi alle kender og til tider standser op ved for at få et hurtigt og billigt mellemmåltid. Den danske pølsevogn har imidlertid haft det hårdt gennem mange år. Der har været en nedgang fra omkring 600 pølsevogne midt i 1970'erne til under 110 pølsevogne i 2003 - langt størstedelen i København. Konkurrencen er kommet fra grillbarer og fastfood-kæder, som McDonalds og Burger King.

Rød wiener

De første pølsevogne serverede en rød pølse med sennep i et stykke pergamentpapir til 25 øre, og ville man have brød til, kunne man købe et rundstykke til fem øre.

De røde pølser kaldes også for wienerpølser. De røde pølser var pølserne fra dagen i forvejen, der blev dyppet i rød farve, for at man kunne se forskel på dem og de friske pølser.

Siden blev den røde farve så populær, at pølsemagerne begyndte at farve alle pølser. Farvestoffet kan være allergifremkaldende, så det blev forbudt i Danmark i 1981.

Pølser, der sælges under navnet "hotdog-pølser", må dog gerne være røde.

Hotdog

En pølse - typisk en frankfurter - lagt ind i et brød, hedder en hotdog. En hotdog er traditionelt et halvt gennemskåret pølsebrød med ristet (eller kogt) pølse, rå eller ristede løg, ketchup og sennep, eventuelt også remoulade og syltede agurker.

Hotdogs kan fås i det meste af den vestlige verden og i Danmark er den nærmest blevet en nationalspise, der indtages ved pølsevogne og på grillbarer landet over.

Når én af verdens mest populære fastfood-retter kom til at hedde hotdog, skyldes det en amerikaner, der ikke kunne stave til det tyske ord for gravhund - dachshund. Det var, hvad man oprindelig kaldte en pølse lagt ind i et stykke brød.

Det aflange pølsebrød blev opfundet i slutningen af 1860'erne. Det tilskrives endnu en tysk immigrant og slagter fra Bayern, der i flere år udleverede handsker til sine amerikanske dachshund-kunder, så de ikke skulle brænde fingrene under spisningen. Kunderne glemte imidlertid ofte at levere handskerne tilbage, hvorefter en bager blev bedt om at fremstille et aflangt brød, som passede til den varme pølse.

Udstillingen på Gl. Estrup kan ses frem til 22. oktober.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: