Jægere og samlere. Sådan var vore forfædre. Dengang var det mændenes opgave at være jægere og uden for meget palaver snige sig ind på byttet. Kvinderne kunne derimod godt småpludre, mens de samlede bær og andet spiseligt i skoven. Faktisk var det vigtigt at snakke, for det var en måde at fortælle børneflokken, hvor de kunne finde deres mødre.

Mit urinstinkt tilsiger mig at bruge ord i rigelig mængde. Måske derfor er det aldrig lykkedes mig at komme med på jagt og opleve, hvordan det virkelig er at sidde musestille i skjul og vente på, at en buk dukker frem lige der, hvor man har forudset det.

Men jeg kan sagtens forestille mig, hvor spændende det er endelig at få ram på dyret, hvis spor man i måneder har fulgt i tidlige, stille morgener, hvor jægeren går rundt i sit revir og holder øje med dyrenes færden, sammen med sin hund.

Apropos hunde, så har studiet af ulve og hunde i flok vist, at hunde slet ikke bliver hundset på plads i hierarkiet af deres flokfører. Overhunden har meget mildere og mere overbærende metoder til at få sin opdragelse gennemført. Så de erfaringer bruges i moderne hundeopdragelse.

Det kan du blandt andet læse om i Land&livs tema om jagt, hvor hundeopdragelse er et af emnerne.

Et andet emne er udstyr til jagten. Du kan klæde dig i luksustøj og skyde med en riffel til over 50.000 kr. Men mindre kan også gøre det.

Og oplevelsen af naturen, som mange jægere fastslår er det allervigtigste ved jagten, ja, den kan folk, der ejer landbrug, få ganske gratis, mens en stor del af Danmarks Jægerforbunds 90.000 medlemmer må ud at leje jagt hos landmænd. Så der er stærkt sampil mellem landmænd og jægere.