Log på Forside
 
Havebrevkasse Havebrugskonsulent Jann Poulsen svarer denne gang på spørgsmål

Hvordan beskæres sommerfuglebusken?

Sommerfuglebusken blomstrer på sommerskud og kan klippes helt ned til 15-20 cm om foråret og vil blomstre i august.

Da sommerfuglebusken blomstrer først i spidsen af skuddene og senere på skuddene nedefter, kan man formindske busken og samtidig sikre fuld blomstring ved at klippe blomsterstandene af, efterhånden som de afblomstrer. Så blomstrer næste hold længere nede.

En busk på tre meter kan i løbet af blomstringsperioden blive formindsket til for eksempel 1,5 meter ved ovennævnte beskæringsmetode.

Efterårsbærende hindbær,

hvordan skal de beskæres?

Hvert forår klippes alle planternes grene af cirka fem cm over jorden. Planterne kan skyde fra under jordoverfladen, så klip helt i bund. De nye skud vil blomstre i juli-august, efter at hindbær-billen er færdig med at lægge æg. Derfor kommer der ingen larver (orm) i hindbær, når de er modne fra august til november. 'Autumn Bliss' har store, røde frugter, medens 'Fallgold' har gule frugter.

En lavendelhæk, hvornår

og hvordan kan den beskæres?

I sidste halvdel af april klippes planterne så langt tilbage som muligt. Da lavendler har svært ved at sætte nye skud fra gammelt træ, klippes ikke længere tilbage, end der er friske knopper under det sted, hvor der klippes. Når blomstringen er overstået, kan blomsterne klippes af. Men da lavendel er smuk vinteren igennem med alle blade og blomsterstande, og da de beskytter planterne mod frost, er forårsbeskæringen at foretrække.

Turfgræs, er det velegnet til havens græsplæner?

Svaret er ja.

Tidligere brugte man landbrugsgræsser til plænen. De voksede meget og skulle klippes tit. Gennem de senere mange år har frøfirmaerne udviklet lave græsser, de såkaldte Turfgræsser. Græsblandinger af disse er ideelle til havens græsplæne. Deres egenskaber er langsom og lav vækst med fin, frisk grøn farve, og de har modstandsdygtighed mod sol og tørke, sygdomme og stærk slid, samt mod frost og fugtighed om vinteren. Endvidere skal de ikke klippes så tit. Kan købes i byggemarkeder og plantecentre.

Hvornår kan stueplanterne pottes om?

Foråret er det bedste tidspunktet at ompotte. Forsigtigt tages planten ud af potten. Se efter om rødderne dækker hele overfladen. Er det tilfældet, bør planten have en større potte - cirka to til tre cm bredere end den gamle.

Der lægges først jord cirka en cm under den nye pottes rand. Potteklumpen placeres, der trykkes forsigtigt jord ned i revnen mellem potte og potteklump, og til slut grundvandes.

Hvis du ikke ønsker at omplante til større potte, kan nogle af rødderne forsigtigt klippes af på siden og i bunden, hvorefter den resterende potteklump behandles som ovenfor.

Store planter kan være svære at potte om. Her kan du forsigtigt fjerne det øverste jordlag, som erstattes med ny, frisk pottemuld.

Findes der et æble, der er nemt at dyrke, sundt, med en god smag og en lang brugsperiode?

Æblesorten 'Rød Aroma' betragtes som et af vore allerbedste. Den er let at dyrke og er kun lidt modtagelig for sygdom. Træet er middelkraftigt. Frugten er velformet, stor og smukt rød. Den er aromatisk og med en fin spisekvalitet. Modner i september og kan fint holde til ind i det nye år.

Hvornår plantes grønne asparges,

og hvor kan de købes?

Grønne asparges er meget nemme at dyrke og kan vokse i de fleste jorde. Det er i april/maj, de plantes. Kan købes på velassorterede planteskoler og centre. Eller de kan sås. Frøene spirer meget langsomt. Spiringen kan fremmes ved at lægge frøene i blød i to døgn ved 20°C inden såning. De kan plantes ud efter to år.

Rødderne er meget skøre og tåler ikke udtørring. Derfor graves store plantehuller. Rødderne spredes omhyggeligt, og planten dækkes med fem cm jord. Plantes der for dybt, kan aspargesene have svært ved at komme i gang. Afstanden mellem planterne skal være 35-40 cm og mellem rækkerne 125-150 cm.

Planterne skal være store og kraftige, inden der høstes. Derfor bør der ikke høstes før tredje år efter plantningen.

Når skuddene har en længde på 15-20 cm, brækkes eller skæres de af og er klar til brug. Skal ikke skrælles. Der kan høstes indtil cirka 1. juli.

Grønne asparges har en kraftig smag og et stort indhold af C-vitamin.

Hvornår sås kinakål?

Direkte i haven sås efter 1. juli og til 1. august. Sås tidligere, vil der hurtigt ske en blomsterdannelse, der vil hindre hoveddannelsen. Rækkeafstand 40 cm og 30 til 40 cm mellem planterne. Ved at anvende denne afstand kan der høstes hoveder, som vejer omkring et kg.

Høstning sker hurtigt efter hoveddannelsen - ellers vil de gå i blomst. Om efteråret er udviklingen langsommere, og der kan høstes over en lang periode.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: