
Foto: Torben Worsøe
Når Line Margareta Iversen tegner illustrationer til børnebøger, længer hun vægt på , at de skal være 100 procent korrekte - set med landbobørns øjne.
Børnebøger er der mange af - også den slags børnebøger, der handler om gårdens dyr og livet på landet.
Men de har alle sammen det samme udgangspunkt: De er set fra den synsvinkel, som børn får, når de bor i byen, mener Line Margareta Iversen.
"Jeg har altid ment, at der mangler bøger, hvor landbobørn kan genkende deres egen dagligdag," siger hun.
Selv er både hun og hendes mand uddannede landmænd. Han arbejder som husbondafløser, men for hende er arbejdet blandt andet blevet, at passe parrets fire børn.
Og så tegner hun.
"Man kan godt føle sig som landmand, selvom man bor i byen," understreger Line, der har tegnet, siden hun var barn.
Hun debuterede i 2002 med et kortspil om sikkerhed for børn i landbruget.
Dengang var hun allerede i gang med den første bog.
"Kortspillet var en opgave, der var en chance her og nu, så bogen blev lagt lidt til side," fortæller Line.
Siden er både den - "Svend Åges gris" - og to andre bøger blevet færdige. De sidste i samarbejde med LandbrugsAvisens kendte klummeskriver, Marianne Jørgensen.
Samarbejde
Landbrugsforlaget har stået for udgivelsen af den første bog. De to seneste har Line og Marianne udgivet på Turbine Forlaget, hvor de selv lægger ud til omkostningerne ved tryk og opsætning, men til gengæld tjener mere på salget af bøgerne.
Alle bøgerne sælges via Dansk Landbrugs Medier og Turbine Forlaget.
"Det tager lang tid at lave en illustration," fortæller Line Margareta, der arbejder ved spisebordet, når børnene er sendt i skole.
Line studerer landbrug med helt andre øjne, end da hun selv var beskæftiget i landbruget, og hun bruger billeder, hun klipper ud af landbrugs- og fagblade som forlæg. Efterarbejdet består i at farvelægge tegningerne med de helt rigtige akvarelfarver.
"Jeg går meget op i at blande farverne rigtigt og i, at trykkeriet gengiver dem på den rigtige måde," understreger hun.
At illustrationerne skal være 100 procent korrekte er i særlig grad vigtigt i børnebøger, der henvender sig til landbobørn. De skal ikke kunne finde fejl i beskrivelsen af deres egen hverdag.
"Det meste om landbrug ved jeg da i forvejen, men vi sender altid tekst og tegninger ud til nogen, som har så meget forstand på landbrug, at de kan se, om vi har lavet fejl," fortæller Line Margareta Iversen.