"Hvorfor rydder de aldrig op derinde," spørger jeg min kloge kone, da vi kører forbi vores egen have.
Jeg kan lige så godt selv gøre det. Vi sidder på bagsædet i min brors bil, og sekunder efter, at jeg har stillet spørgsmålet, ville han have gjort det.
Forårssolen afslører ubarmhjertigt det hegn, jeg stadig ikke er blevet færdig med, det forhjul til anhængeren, som jeg i raseri kylede hen ad marken, da det faldt af, det plastic, som har siddet omkring nogle af rundballerne. Jeg lod det sidde en rigtig ubehagelig vintermorgen, da dyrene var ved at løbe tør for foder, og jeg ikke kunne få traktoren gennem mudderet ind til lageret af rundballer. I stedet skar jeg bare hul på en balle og lod dyrene om selv at hente foderet.
"Det fungerer fint," forklarede jeg dengang min skeptiske kone, da jeg kom ind.
Nu et par måneder senere fortryder jeg så inderligt. Halvdelen af ensilagen ligger ildelugtende ind over plasticen, hvis grimme, hvide farve lyser provokerende i det skarpe forårslys. Og desværre er det ikke det eneste plastic, der ligger halvt skjult af en ubestemmelig masse.
Næste dag er der altså dømt udendørs oprydning. Intet behov for at spørge hinanden om, hvad vi dog skal lave i dag.
Det kan godt være, at ensilage kan lugte godt, når det er frisk. Men et par måneder med adgang til luft omdannes den friske, syrlige duft til en rådden stank. Midt i stanken kæmper jeg en fortvivlet kamp for at trække plasticstumper fri, og hver gang en stump plastic kommer fri, svirper den lige op på mig.
"Jeg HADER det," skriger jeg ud i den tomme luft.
Ved hjælp af traktoren får jeg trukket de største stumper fri og kan begynde det alt andet end misundelsesværdige arbejde med at læsse det, først op i transportkassen og senere over på vognen, så jeg kan få det kørt på genbrugspladsen.
Helt færdig bliver man vel aldrig med plastic fra rundballer, slet ikke når man som jeg har kørt rundt i resterne med traktoren i vinterens løb.
Jeg går videre med at indsamle de utallige bindebånd, vi har liggende, fordi man altid kan få brug for et stærkt bånd - og aldrig får det. Da turen kommer til de tomme sække, går der skyer for solen, og da jeg endelig når til min forårs-yndlingsbeskæftigelse - at vaske bil og gøre den klar til sommeren - begynder det at hagle.
Mens kæmpehagl vælter ned over mig, forsøger jeg tappert at vaske bilen færdig med en svamp, og da jeg når til at skulle rense bagagerumsmåtten, er det blæst så voldsomt op, at jeg ikke kan holde den. Med et svirp ryger den ud af hænderne på mig, og jeg må sætte efter den i fuldt firspring, indtil den lander i den store Kristtjørn midt i haven.
"Jeg kan godt se forskel," erkender min kloge kone, da hun tager den rengjorte og polerede bil i øjesyn efter et par timers arbejde.
På forhånd har hun ellers nægtet, at den var beskidt. Vi indvier det rengjorte køretøj med en tur ud i naturen. Stormen har fået havets bølger til at rejse sig, og vi kan dårligt holde os oprejst på det udkigspunkt, vi er søgt op på.
På vejen hjem bliver det regnvejr, og en modkørende lastbil får sendt en kaskade af mudder op over vores rengjorte bil.
Da vi kommer hjem, har vinden taget det største stykke plastic fra anhængeren og sendt det langt ned ad marken. Jeg opgiver at fange det.
Vel inde ser jeg frem til at nyde weekendens sidste del med god mad og en god bog. Jeg har faktisk sat mig til rette i lænestolen, da min kloge kone udbryder: "Har du egentlig tænkt over, hvor rodet og beskidt, der er her inde?"
"Synes du ikke, her trænger til at blive ryddet op?"