Log på Forside
 
På landbrugsjob i USA for anden gang
Søren Westergaard arbejdede syv måneder på en farm i Montana, USA, sidste år. Længslen efter de store maskiner og utallige oplevelser trækker ham nu tilbage til det store land efter kun få måneder i Danmark.
Søren i en afslappet stund på farmen i Montana. Privatfoto

"At rejse er at leve".

Der er nemlig rigtig mange gode og lærerige oplevelser at høste uden for landets grænser. Den mening deler Søren Westergaard, som i 2006 arbejdede med landbrug i den amerikanske stat, Montana.

Drøm om stort grej

Søren Westergaard, 23, er fra Give. Han er uddannet landbrugsmaskinmekaniker og opvokset på en gård.

Hans drøm om at opleve et andet land og køre store maskiner blev opfyldt i februar sidste år. En gård i den nordamerikanske stat Montana søgte nemlig en dansk markelev, og han slog til. Visa og forsikringer kom på plads igennem Ohio Programmet, og planlægningen foregik via deres danske agent.

Snart sad Søren bag rattet i John Deere og Cat bæltetraktorer og trak 18 meter brede såmaskiner henover de 8000 hektar på den store amerikanske farm.

Under det syv måneder lange ophold kørte han også med den 30 meter brede, selvkørende sprøjte og mejetærskeren på 36 fod.

Hjælpsom værtsfamilie og eget hus

Søren indrømmer, at hans engelsk ikke var godt, da han tog af sted, men efter få uger gik det som en leg. Værtsfamilien havde haft danske elever siden 1995, så kommunikation blev aldrig et problem. Familien var meget hjælpsom.

Søren fik overdraget ansvar og prøvet ting, som kun erfarne folk får lov til herhjemme. Han fik stillet et hus til rådighed - med internetadgang - og værtsfamilien sørgede desuden for, at danskerne i området lærte hinanden at kende.

Mødet med en anden kultur og natur var spændende. I fritiden kørte Søren ture med de andre danskere og så nærmere på staten. Blandt andet så de den enorme Yellow Stone Naturpark og oplevede at campere imellem græssende bisonokser.

Selvfølgelig så de også verdens største traktor, den 1200 hk store, hvide Big Bud nær byen Big Sandy.

Vanedannende

Efter kort tid i USA var Søren solgt.

I marts tager han derfor af sted igen til endnu en sæson på gården.

"Det er oplevelserne, der skal drive en af sted, og ikke ønsket om at tjene stort," siger han. Der kan dog være frynsegoder at hente udover den løn, som alle i Ohio Programmet tjener. Blandt andet betalte Sørens arbejdsgiver rejsen som tak for en god indsats.

Søren fik opfyldt drømmen om at køre med store maskiner. Privatfoto
Søren fik opfyldt drømmen om at køre med store maskiner. Privatfoto
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: