Kogebogen "Det Danske Landkøkken", som Familielandbrugets Familieudvalg udgav i 1999, skal have en efterfølger. Og den skal være klar til november.
Derfor opfordrer Familieudvalget i Dansk Landbrug nu læserne til at indsende opskrifter og historier om brug af gode råvarer, der passer til årstiderne. Opskrifter, der kan samle generationer omkring spisebordet.
Historierne kan handle om forventningens glæde, den gode smag og kvalitet, særlige traditioner i forskellige egne af landet og hos vidt forskellige familier, samt eventuelt historien bag enkelte danske afgrøder og produkter.
Her et eksempel: At gå hen og købe et glas gele kan alle finde ud af, men selv at plukke de første ribs og lave sin egen gele er en anden sag.
Et kogebogsudvalg med to folkevalgte, Rut Jørgensen, Nordjylland, og Lilly Jørgensen, Fyn, samt to fagkonsulenter, Margit Sørensen, Sjælland, og Ingrid Boesen, Bornholm, vil gennemgå de indsendte opskrifter og historier og samle det hele til en bog, der kan matche "Det danske Landkøkken".
Kogebogsudvalget forbeholder sig ret til at sortere i alt indsendt materiale. De opskrifter, som bliver udvalgt, vil blive belønnet med en kogebog.
Gode opskrifter, historier og ideer (husk afsenderadresse og telefonnummer) sendes til en af følgende:
- Margit Sørensen, Agrovi, Jættevej 50, 4100 Ringsted, mail: mhs@agrovi.dk
- Ingrid Boesen, Bornholms Landbrug, Rønnevej 1, 3720 Aakirkeby, mail: ingrid@bornholmslandbrug.dk
- Familieudvalget i Dansk Landbrug, Axelborg, Vesterbrogade 4A, 4. sal, 1620 København. ved formand Rut Jørgensen, Møgelhøltvej 57, Als, 9560 Hadsund.