Kvaliteten skal være i top, så vedligeholdelsesudgifterne kan være store, fortæller Harry Jensen, der sammen med sin søn udlejer Fruergaard i Stauning som mondænt landsted - hele året.
Publikum vil godt betale, men de kræver også, at alt er i orden. De er kræsne med hensyn til kvaliteten. Sådan lyder Harry Jensens erfaringer med de kunder, der lejer Fruergaard i Stauning ved Ringkøbing Fjord til ferier og familiesammenkomster. De lejer nemlig det der kaldes et mondænt landsted. Og det forpligter.
Harry Jensen, 62, har aldrig selv boet på Fruergaard. Bygningen blev erhvervet for seks år siden i forbindelse med opkøb af en naboejendom, hvis jord Harry Jensens søn, Peter, nu driver. Da Harry Jensen for en del år siden gik ind i amtspolitik - han er i dag med i Region Midtjylland - overtog sønnen landbruget på slægtsgården Strædegaard.
Total ombygning
"Da vi ikke var ubekendte med udlejning, spurgte vi dansommer, hvad der skulle til for at udleje Fruergaard som mondænt landsted," fortæller Harry Jensen, som fulgte rådene, og Fruergaard er i løbet af de sidste fire år blevet totalrenoveret indvendigt. Harry Jensen har bekostet cirka tre mio. kr. på ombygningen af gården som ejes af hans søn, Peter. Så det er lidt af et familieforetagende.
Der er indrettet ni dobbeltværelser, to svømmebassiner med tilhørende spa, sauna, solarium og tyrkisk bad samt tre store opholdsrum, hvoraf det ene er med køkken, hvor gæsterne kan udfordre deres kulinariske talenter.
Senest er der i den tidligere lade indrettet jagtstue med muret pejs, bibliotek og gamle engelske møbler. Det eneste der trænger til en omgang er eternittaget, som for 30-40 år siden erstattede det oprindelige stråtag. Harry Jensen og hans familie overvejer, om der igen skal stråtag på bygningerne. Peter høster selv tagrør ved fjorden.
"Men et nyt tag er en udgift som skal overvejes. Lige nu er der balance i vores regnskab for Fruergaard er godt udlejet året rundt. Vi kan mærke, at publikum gerne vil ud i landlige omgivelser," fortæller Harry Jensen.
"Her kan de komme flere generationer sammen og have plads nok til at udfolde sig uden at genere hinanden. Det er et godt alternativ til at leje to-tre sommerhuse."
Slid koster
Men et er lejeindtægten. Et andet vedligeholdelsesudgifterne. Og de har været overraskende store, erkender Harry Jensen. Det slider, når der næsten hele tiden færdes 20-30 menneske på ejendommen.
"Vores opgave som ejere er at sørge for, at bare der er det mindste i vejen - såsom et ødelagt håndtag - så bliver det straks ordnet. Selve udlejningen klarer dansommer, og de oplyser os også om, hvis noget ikke er i orden."
"Når gæsterne kommer, er det dog altid en fra vores familie der tager imod dem og fortæller om stedet og dets muligheder, ellers har vi ikke praktiske opgaver i forbindelse med udlejningen."
Mondænt forpligter
Mondæne landsteder er en overskrift der forpligter, mener Harry Jensen.
"I vores branche er der brug for kvalitet og ikke kun lette løsninger. Men også i udlejningsbrancen er der brodne kar. En enkelt dårlig historie kan ligesom i landbruget skade os alle."
"De der tror, at tingene passer sig selv, skal holde fingrene fra udlejning som mondænt landsted. Det er min mening," fastslår Harry Jensen, der godt kunne tænke sig en autorisationsordning. I hvert fald synes jeg, at udlejningsbureauet dansommer burde være med til at holde standarden ved at bestemme, hvem de vil have med i deres kalender," lyder det kritiske budskab fra Harry Jensen.

Til et mondænt landsted hører svømmebassiner med sauna og spa, solarium og måske også et tyrkisk bad. Det har de alt sammen på Fruergaard. Ejendommen opvarmes med halmfyr. Også svømmebassinerne.
Fruergaards 600 kvadratmeter bygninger er indrettet til ferieformål i respekt for, at det er en landbrugsejendom. For eksempel er hvælvingerne i den gamle staldbygning udnyttet til at give byggeriet karakter.
I den tidligere lade er der indrettet jagtstue med højt til loftet og tunge engelske møbler. Harry Jensens jagttrofæer dekorerer væggene.
Der kan være mange besøgende på Fruergaard samtidig, uden at de behøver genere hinanden, for der er flere opholdsrum og aktivitetsrum. Ofte holdes der på gården familiesammenkomster, hvor flere generationer er samlet.