Opstalding
Heste må ikke opstaldes i spiltov.
Loftshøjden i stalden skal være mindst 2,60 meter i frihøjde over strøelse. Staldrumfanget pr. hest skal være mindst 30 kubikmeter.
Ved opstaldning enkeltvis i boks skal gulvarealet være mindst (2,0 x hestens stangmål)2. Den korteste side af boksen skal være mindst 1,7 x hestens stangmål.
Ved gruppeopstaldning skal gulvarealet opfylde følgende arealkrav: For de første fire heste skal der være mindst (2,0 x hestens stangmål)2 pr. hest. For hver yderligere heste mindst (1,7 x hestens stangmål)2 pr. hest.
Foling under opstaldning skal ske i folingsboks. Gulvarealet i folingsboksen skal være mindst (2,5 x hoppens stangmål)2. Hoppe og føl skal opholde sig i folingsboksen den første måned efter foling.
Syge eller skadede heste skal kunne holdes adskilt fra de øvrige heste.
Der skal være tilstrækkeligt naturligt lys til at opfylde hestes adfærdsmæssige og fysiologiske behov. Det betyder, at det samlede areal af vinduer e.l. svarer til mindst syv pct. af staldens gulvareal.
Adgang til fold
For ethvert hestehold skal der være adgang til en fold på mindst 800 kvadratmeter. Den korteste side skal være mindst 20 meter. Går der mere end fire heste på samme tid, forøges arealkravet med 200 kvadratmeter pr. hest. En fold må ikke benyttes af mere end i alt 20 heste og må ikke hegnes ind med pigtråd.
Heste skal i mindst to timer fem dage om ugen motioneres eller gives fri bevægelse på fold.
Heste, som går ude i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, må kun være ude i mere end 12 timer i døgnet, hvis de har udviklet et kraftigt og tæt hårlag, er ved godt huld og har adgang til læskur eller bygning, hvor alle dyr samtidig kan hvile på et tørt, strøet leje. Læskuret/bygningen skal opfylde de ovenfor angivne arealkrav for gruppeopstaldning i stald, og placeres på et sted med tilstrækkelig afvanding.
Tilsyn og træning
Hesten skal tilses mindst en gang om dagen. Holder man hest erhvervsmæssigt, skal hesteholdet tilses af en dyrlæge mindst én gang årligt.
Heste skal i en tidlig alder oplæres til at blive håndteret.