"Vi skal IKKE have nogen tørretumbler."
Min kloge kone folder armene foran sig og ser bestemt på mig.
"Nu har vi klaret os i mere end 20 år uden den slags. Vi havde ingen tumbler, da børnene var små, og vi behøver ingen tørretumbler nu. Tøjet bliver grimt i en tørretumbler," slår hun fast med en bestemthed i mimikken, som jeg synes kun hun kan præstere.
"Jeg stemmer for," lyder det spagfærdigt fra den ranglede teenager, der som sædvanlig sidder bøjet over computeren, men som alligevel kan følge diskussionen.
Selvom jeg er glad for hans opbakning, er jeg slet ikke sikker på, at den hjælper mig lige nu. Nærmest tværtimod. Begge vi voksne ved godt, hvad han tænker: Mindre arbejde (selvom det ikke just har slidt ham op at blive sendt ud med vasketøjet).
Men i årtiers vådeste vinter synes jeg, at jeg har et godt argument. Tøj hængt til tørre ude og - især - inde irriterer den rest af ordenssans, der må være tilbage i mig fra før vi fik børn.
Trappegelænderet er et af de steder, der hyppigst lægger areal til det våde tøj.
"Og det ødelægger huset med al den vanddamp," svarer jeg en anelse hidsigt på min kones indsigelse.
Men den slags argumenter bider ikke på hende, ved jeg af langvarig erfaring.
En dag tager jeg simpelthen sagen i egen hånd. Kører op til vores lokale hvidevareforhandler og køber en tumbler. Samme stil som vaskemaskinen - så glider det nok lettere ned, tænker jeg, da jeg læsser den ind bag i varevognen.
Hun overgiver sig overraskende hurtigt. Først bakser jeg maskinen op oven på vaskemaskinen. Selv jeg må dog indse, at det ligner det tårnhøje helvede.
Næste weekend går med at bygge bryggerset om, montere vaske- og opvaskemaskine og lave nyt bord, nyt afløb med meget mere.
"Det ser jo nydeligt ud," konstaterer hun, når hun går forbi.
"Sikke megen tid vi sparer, når du ligger og roder der hele weekenden!"
Men jeg giver mig ikke, og knap er den sidste skrue monteret, før nyerhvervelsen tages i brug.
"Jeg elsker altså vasketøj der har hængt ude og luftet," sukker hun henført, da hun stopper den første vask i tumbleren.
Udenfor slår en regnstorm endnu en gang mod vinduerne.
"Men så hæng det da ud, min kære!" kan jeg ikke lade være at svare. Endnu en gang får jeg et af den slags blikke, som afgjort ikke betyder ros.
"Her har jeg ligget hele weekenden," begynder jeg, men indser i det samme det kloge i blot at holde mund.
Den første vask i tumbleren bliver afløst af en ny, og endnu en, og inden dagen er omme, er min kloge kone begyndt at vaske dyner.
"Det har de trængt til i mange år," bekendtgør hun, mens jeg mumler noget om, at det jo heller ikke ligefrem er gratis at bruge tørretumbleren.
"Og hvad så? Vil du måske blive ved at sove med denne hovedpude?" spørger hun og holder et plettet eksemplar af racen op foran næsen på mig.
"Hold op, hvor er det nemt," udbryder junior begejstret, da han ser, hvordan man kan trylle rent og tørt vasketøj ud af en maskine.
"Hvorfor har vi ikke fået sådan en for mange år siden," spørger han, da han næste morgen lige før skoletid hiver endnu en ren trøje ud af vidunderet.
Selv bliver jeg mere og mere bekymret for et strømforbrug, der tydeligt kan aflæses på måleren strategisk placeret lige over tørretumbleren.
"Nu er det jo ikke sådan, at vi aldrig mere skal tørre tøj udendørs," siger jeg forsigtigt, da min kone begejstret fortæller om, hvordan maskinen kan sættes til at stoppe, lige præcis når tøjet er mest klar til at blive strøget.
"Det var nu ikke så tosset med den maskine," indrømmer hun og sender mig et af den slags smil, der stadig gør mig helt blød i knæene.
Næste dag er det solskin, og inden nogen finder på at starte tørretumbleren, skynder jeg mig at hænge det nyvaskede tøj ud på tørresnoren.
"Der er nu ikke noget så dejligt som vasketøj, der har hængt ude og er blevet luftet rigtig godt igennem," mumler jeg, da jeg går gennem køkkenet.