Log på Forside
 
Brakstøtte til nyrejst skov i neutralområder falder sandsynligvis bort
Reglerne for tilskud til skovrejsning er stort set på plads. Ansøgningsfristen er sat til 1. juni 2007.
Foto: Merete Hattesen.
De nye regler for tilskud til privat skovrejsning er nu sstort set faldet på plads og vejledningen offentliggjort.

Arealer med skov, der er plantet med tilskud de sidste par år, har man kunnet bruge som brak og fået EU-støtte til dem. Det kan man fortsat på disse arealer, hvis man har fået tilsagn om skovrejsningstilskud i 2006 eller før.

Men efter al sandsynlighed forsvinder denne mulighed for arealer, man søger tilskud til i 2007 og fremad. Med mindre de ligger i skovrejsningsområder, og det gør kun fem-seks procent af Danmarks areal. De såkaldte neutralområder beslaglægger 70 procent.

Det fortæller Kaj Jørgensen fra Skov- og Naturstyrelsen. Han bekræfter hermed de bange anelser, som har verseret i branchen de senere måneder. Hidtil har det været en fordelagtig ordning for folk i neutralområder at rejse skov med tilskud og derpå få brakstøtte hvert år. Noget der ellers tidligere kun var forbeholdt arealer i skovrejsningsområder med indkomstkompensation.

Ændringer

"Problemstillingen er endnu ikke endeligt afklaret, men spørgsmålet er sendt til Bruxelles, så en afklaring har lange udsigter," siger Kaj Jørgensen, som altså ikke fuldkommen vil udelukke muligheden på længere sigt. Men chancen er altså mere end spinkel.

"Vi var nødt til at komme med en udmelding her og nu. Og det er, at brakstøtten ikke er noget, man skal regne med", siger han.

Af andre ændringer kan nævnes, at den mangeårige indkomstkompensation i skovrejsningsområder bortfalder. Men der kan man altså i stedet få den lidt lavere sats i brakstøtten.

"Og så skal man ikke regne med at få lov til at dybdepløje de gode jorder, hvilket vil sige fra JB 5 og opefter," fortæller Kaj Jørgensen.

Der skelnes fremover heller ikke længere mellem gode og dårlige jorder med hensyn til plantetal, som nu er 3.500 løvtræer pr. hektar og 2.800 nåletræer pr. hektar overalt.

Og så bliver skovrejsning i skovrejsningsområder som noget nyt omfattet af reglerne for krydsoverensstemmelse.

Tilskuddet til etablering af skoven bibeholdes i både skovrejsningsområder og neutralområder. Men i negativområder er der ingen tilskud, med mindre kommunen giver dispensation. I så fald gives tilskud som i neutralområderne, men negativområder prioriteres lavest i forhold til tilsagn om støtte.

Frist 1. juni

"Trods ændringerne er der også i år gode muligheder for at få tilskud til skovrejsning," mener Kaj Jørgensen. Ansøgningsfristen i 2007 bliver 1. juni. Digitalt indsendte ansøgninger modtages dog frem til 15. juni 2007.

"Vejledning om tilskud til privat skovrejsning 2007 er nu offentliggjort og kan hentes på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside sammen med de særlige ansøgningsskemaer. Ansøgningen skal sendes til landsdelscentret i lokalområdet, som også kan give yderligere oplysninger om tilskudsordningerne", oplyser Kaj Jørgensen.

www.skovognatur.dk (søg skovrejsning).

De nye tilskudsregler til skovrejsning er ikke så attraktive som tidligere.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: