Film om start af græsningslaug
En ny dokumentarfilm, "Hvordan startes et græsningslaug?", har premiere her i maj. Den handler om det højaktulle emne naturpleje med græssende dyr og giver gode råd både til folk, der vil starte et græsningslaug, og til dem der allerede er i gang.
Filmen tager udgangspunkt i stiftelsen af Lilleådalens Græsningslaug, som Århus-Hadsten Landboforening har været med til at tage initiativ til i samarbejde med Århus Amt og Danmarks Naturfredningsforening.
Filmen følger arbejdet med at starte græsningslauget og viser alle de praktiske forhold, det indebærer, såsom arbejdet med at finde egnede arealer, vælge en bestyrelse, skaffe medlemmer, få kontakt til lodsejere og kvægbrugere, fjerne kratvækst på arealerne og sætte hegn op.
Filmen følger årets gang i Lilleådalens Græsningslaug og kommer med en masse gode råd til andre, der ønsker at starte et græsningslaug. Den er et godt supplement til litteraturen om græsningslaug, for eksempel den nye græsningsmanual fra Dansk Landbrugsrådgivnings Landscenter i Skejby.
Foga
Århus-Hadsten Landboforening inviterer til forpremiere på "Hvordan startes et græsningslaug" mandag 21. maj kl. 19.30 i konferencesalen hos Århus-Hadsten Landboforening, Samsøvej 33, 8382 Hinnerup. Det er gratis at deltage. Yderligere oplysninger fås ved henvendelse hos Natur- og Landdistriktskonsulent Casper Lindemann, Århus-Hadsten Landboforening, tlf. 89 64 64 86.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: