Log på Forside
 
Nitratfilter renser drikkevand effektivt
Ny rapport fra Miljøstyrelsen kaster lys over erfaringer med nitratfiltre i private drikkevandsforsyninger.
Foto: Jens Tønnesen.
Hvis nitratindholdet i drikkevandet er for højt, er rensning en oplagt mulighed - i modsætning til for højt indhold af bakterier eller pesticider, der kræver en anden løsning.

Det største problem i mange private drikkevandsforsyninger på landet er et for højt nitratindhold. Det viser undersøgelser af GEUS. Overskrides grænseværdien på 50 mg nitrat pr. liter, kan kommunen kræve brønden eller boringen lukket, hvis man ikke løser problemet.

En renovering af anlægget eller en ny boring løser i mange tilfælde ikke problemet, da der ofte er ringe sandsynlighed for at finde nitratfrit grundvand, når man i forvejen har problemer.

Tilbage er muligheden for at rense drikkevandet med et nitratfilter. Men virker det, og er det ikke alt for dyrt? Det kaster en ny rapport fra Miljøstyrelsen lys over.

Effektiv reduktion

Rapporten gengiver blandt andet erfaringer fra fem danske husstande, der har fået installeret nitratfilter på deres private anlæg til drikkevandsforsyning. Årsagen var, at kommunen havde krævet, at vandkvaliteten blev forbedret.

I alle fem tilfælde blev niveauet af nitrat bragt ned under grænseværdien. Og i tre tilfælde helt ned under fire mg pr. liter. Startniveauet lå i de fleste tilfælde på omkring 100 mg pr. liter. Tilmed virkede anlæggene driftssikre, og der var ingen problemer med opblomstring af bakterier i filtrene.

Overkommelig pris

Undersøgelsen viste, at et nitratfilter til behandling af 20 liter pr. minut, der passer til en familie, koster cirka 13.000 kr. inklusiv installation. De årlige omkostninger til salt ligger på 3-500 kr. Derudover kommer eventuelle omkostninger til analyse og service, hvis man ønsker det. Levetiden er normalt otte-ti år, før filtermassen skal udskiftes, hvilket koster 1500 kr.

De undersøgte nitratfiltre var alle af mærket KVT 8-16 , som produceres af Filtec. Ifølge rapporten er serien den mest udbredte type i Danmark.

Filtec vurderer, at der maksimalt findes 500 nitratfiltre monteret på små, ikke-almene vandforsyningsanlæg i Danmark.

Ingen bakterier

"For 12 år siden lavede vi de første nitratfiltre til private husstande. Siden er de blevet videreudviklet med blandt andet et steril-modul, der forhindrer forekomst af bakterier i filtret," siger Torben Olsen fra Filtec Vandteknik.

Han fortæller, at anlæggene fjerner 85-95 procent nitrat, afhængig af råvandets sammensætning. Men det har også en rensende effekt for partikler og kalk.

"Som noget nyt er det nu muligt at få blødt vand sammen med nitratfrit vand i et og samme filteranlæg uden merpris. Løsningen er et kombifilter, KVT16-N/S," fortæller Torben Olsen. Han fremhæver de mange fordele ved blødt vand. Blandt andet minimerer man tilkalkning af kaffemaskine, vaskemaskine, vandvarmer, vandhaner, fliser, bruser m.m.

www.filtec.dk, tlf. 70 20 26 26.

Der er gode erfaringer med at rense drikkevand for nitrat med et nitratfilter.
Der er gode erfaringer med at rense drikkevand for nitrat med et nitratfilter.
Her ses en komplet filteropstilling. Fra venstre er det et kulfilter AC1054, derefter et nitratfilter, så et Hydrofor Wellmate i glasfiber, derpå et UV-anlæg mod bakterier og til sidst en vandpumpe. Anlægget er monteret hos en kunde, hvor vandet er farvet samt indeholder pesticider, nitrat og bakterier.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: