"Det er nærmest genialt," siger min kloge kone og kigger tilfreds på vaskemaskinen.

Jeg ved godt, hvorfor hun siger det. Det er et gammelt stridsspørgsmål, vi står midt i, og hun vil gerne sætte trumf på.

En gang læste hun i et ugeblad, hvor nemt det er at vaske de beskidte malerruller i vaskemaskinen.

Og, jo, malerrullerne bliver rene, jeg ved det godt, men hvad med vaskemaskinen?

"Der sker jo ingenting, kan du se," siger hun og viser stolt det rene resultat af sine anstrengelser frem.

Og, jo, at gøre malerruller rene har heller aldrig hørt til min yndlingsbeskæftigelse. Og hvad mere er: Det lykkes aldrig at få dem helt rene.

Så hver gang vi har malet, følges det op af en nærmest rituel strid om, hvorvidt det er godt at vaske malerruller i vaskemaskiner.

"Nej," siger jeg.

"Det ødelægger maskinen, og hvem ved, hvilke rester af maling, det efterlader. Og hvad med overfølsomhed som følge af kemikalierester i det nyvaskede tøj," lirer jeg min remse af.

Til ingen verdens forskel. Rene malerruller i dusinvis og en aldeles lugtfri vaskemaskine er beviset på, at min kone har ret - understreger hun, når hun affejer mine indvendinger.

Lige indtil forleden. Vi har malet gulv med en ualmindelig strid maling. Men solid - og vandopløselig, står der på spanden.

Ergo ender malerrullen i vaskemaskinen, mens jeg bekymret ser til og beslutter for en gangs skyld ikke at kommentere min kones handling.

De følgende timer er hun påfaldende tavs, og jeg hører slet ingen reklamer for vask af malerruller i vaskemaskiner. Til gengæld har hun ualmindelig travlt med at vaske.

Jeg opdager fadæsen, da jeg kommer til at åbne vaskemaskinen for at tage en af de mange vaske ud og hænge den til tørre.

Det formelig stinker af kemi.

"Det forsvinder, lige så snart det har hængt ude og tørret lidt," forsvarer min kone sig, da jeg præsenterer hende for problemet.

"I øvrigt tror jeg, problemet forsvinder, når vi har vasket tøj i den nogle gange," fortsætter hun optimistisk.

Vi vasker og vasker, og måske kommer jeg til at gøre problemet lidt værre, end det er:

"I værste fald kan vi jo blive nødt til at købe en ny vaskemaskine," siger jeg med alvorlig stemme, mens min kloge kone sammenbidt smider endnu en vask i maskinen.

"Lugten forsvinder, når tøjet kommer ud. Så det værste der kan ske er, at vi ikke kan bruge tørretumbleren," svarer hun en anelse hidsigt.

"Men den katastrofe er da til at overse," fortsætter hun.

Det ved jeg godt, at hun ikke mener, og jeg beslutter at holde mund. Jeg kan godt se, at problemet plager hende mere, end hun vil være ved.

I stedet bakker jeg hende op. Producerer endnu mere vasketøj, vasker og vasker og hænger til tørre udenfor. Prøver at rense maskinens pumpe og vasker igen.

I mangel på vasketøj tager jeg alt, hvad der skal vaskes. Også den lille kurv, der står for sig selv ved siden af vaskemaskinen. Jeg blander indholdet med det øvrige vasketøj.

"Det var da klart, at det er 40-graders-tøj, så hvad er problemet," forsvarer jeg mig senere, da min kone anklagende holder en bluse op foran mig og peger på den farve, der ikke er der.

Da den var ny, var den dekoreret med farve, der tilfældigt var spredt ned over forsiden. Ret pænt faktisk, og sådan var det også med den, hun havde, som var magen til og som hun smed ud, da jeg havde vasket den...

"Jeg troede, at når du havde vasket én af den slags trøjer, var du blevet klogere?" lyder hendes logiske kommentar.

Men vaskemaskinen lugter ikke helt så slemt mere.