Både halmfyr og træpillefyr kan bruges til et nabovarmeanlæg.

Et nabovarmeanlæg er grundlæggende set et stort fyr med centralvarmekedel og rørledninger ud til forbrugerne, det vil sige naboerne. Anlægget er typisk placeret på en gård, hvor det foruden at levere varme til selve gården, også leverer varme til en eller flere nabohuse.

Fyret er et biobrændselsfyr, og brændslet er i reglen halm.

Hos forbrugeren/naboen tilsluttes den dobbelte rørledning (frem- og returløbsledning) til en såkaldt fjernvarmeunit, som så omsætter det 70-80 grader varme vand til varme i radiatorerne og til varmt brugsvand i hanerne. Fjernvarmeunit'en erstatter det gamle oliefyr, og de eksisterende rørforbindelser og radiatorer kan normalt genbruges.

For at sikre varmeforsyningen fra nabovarmeanlægget, vil der på gården i reglen være et oliefyr som backup til biobrændselsfyret i tilfælde af driftsstop. Oliefyret fungerer desuden som supplerende varmekilde i den koldeste periode af året. Så naboerne er sikret konstant og tilstrækkelig varme.

Som fjernvarme

Nabovarmeanlæg er noget man kan have gavn af i det åbne land, hvor der ikke andre kollektive varmesystemer. I stedet for at hver husstand har sin egen varmeforsyning, eksempelvis oliefyr, træpillefyr eller andet, er det oplagt at lave et mindre, fælles fjernvarmesystem.

Betingelsen er dog, at der ikke er (meget) langt mellem varmeleverandøren og dennes naboer. En gård, der ligger i udkanten af en mindre landsby, vil være et godt udgangspunkt at starte fra.

Rent teknisk taler man om at energitætheden (varmesalg pr. km hovedledning) skal være over en vis størrelse. I praksis betyder det, at der i gennemsnit bør være en husstand pr. 30 meter hovedledning - husstandene skal altså ligge forholdsvis tæt. Hvis der er tale om en institution, plejehjem, efterskole eller andet, der har et større varmeforbrug end et parcelhus, så kan afstanden være større.

Fordelen for varmeaftagerne/naboerne er som nævnt en besparelse på varmeregningen. Hertil kommer, at de ikke længere skal bruge tid på at fyre/passe fyr/skaffe brændsel - alt dette ordner landmanden. Og endelig bliver den samlede luftforurening mindre.

Pris

Men hvad koster det for forbrugeren?

Det afhænger af, hvilken type varmeforsyningen husstanden har i forvejen. Hvis der er tale om oliefyr, vil investeringen i en fjernvarmeunit med tilslutningsinstallation ligge på 15.000-20.000 kr. Har husstanden derimod elvarme, vil en konvertering til fjernvarme med opsætning af rør og radiatorer koste over 50.000 kr.

For landmanden, som påtænker at lave et nabovarmeanlæg, er investeringen naturligvis anderledes omfattende. Omkostningerne afhænger blandt andet af kedelinstallationens ydeevne, af rørledningens længde, antallet af tilsluttede forbrugere, bygningsmæssige forhold mv. Anlægsbudgettet omfatter blandt andet følgende:

- Kedelinstallation med askehåndtering, skorsten og røgrensning

- Indfyringssystem

- Akkumuleringstank

- Kedelhus

- Brændselslager

- Hovedledning, stikledninger, nedlægning

- Tilslutningsinstallationer og energimålere

- Projektering og tilsyn

- Uforudsete omkostninger

Flere slags fyr

Et automatisk halmfyret anlæg med halmbane og opriver er noget dyrere end et portionsfyret anlæg.

Alternativt kan man investere i et træpillefyret anlæg, som er langt billigere end halmfyrede anlæg. Træpiller er imidlertid væsentlig dyrere end egenproduceret halm.

I anlæg med en nominel effekt på over 250 kW må der ikke fyres med korn. Anlægget bør dimensioneres efter at kunne dække 70-80% af varmebehovet i den koldeste vintermåned. Den oliefyrede reservekedel leverer så resten af varmen.

Hvordan kommer man i gang?

Om det er landmanden eller hans naboer, der tager initiativet til et nabovarmeanlæg er underordnet. Det starter med at man undersøger, om der er stemning for det i lokalområdet.

Næste skridt vil være at undersøge, hvilken status området har i kommunens varmeplan, og hvilke godkendelser der kræves. Projektforslag skal sendes i høring hos:

- Kommunen

- De berørte forsyningsselskaber i området

- Grundejere (hvis de skal afgive areal eller pålægges servitut)

Det er kommunen, som forkaster eller godkender projektet. Kommunens afgørelse kan påklages til Energiklagenævnet.

Energi- og miljøkontorerne rundt om i landet oplyser gerne om eventuelle tilskudsmuligheder. Og endelig bør man benytte muligheden af at komme ud og se et rigtigt nabovarmeanlæg og spørge ejeren til råds, inden man selv for alvor går i gang.

En snes anlæg

Dansk Fjernvarmes Projektselskab (DFP) mener, at der et stort uudnyttet potentiale for nabovarmeanlæg i Danmark. Ifølge DFP er antallet af aktive anlæg omkring tyve (dog, man ved det ikke præcist), men potentialet vurderes at være flere hundrede store og mellemstore anlæg samt et utal af mindre anlæg.

Hvorfor udnyttes potentialet ikke i højere grad end det er tilfældet, kunne man med god ret spørge. En af de største barrierer for etablering af nye og flere nabovarmeanlæg er sandsynligvis, at der mangler vejledningsværktøjer til folk, som ønsker at komme i gang.

Rent juridisk er området kompliceret og forvirrende, og der findes i dag en lang række uafklarede spørgsmål om emnet - primært fordi begrebet nabovarmeanlæg ikke er defineret i varmeforsyningsloven. Denne usikkerhed afskrækker givetvis en del fra at gå i gang.

Men virkeligheden viser, at det sagtens kan lade sig gøre. Det kræver dog en god portion optimisme og lyst til at prøve noget nyt og spændende.

Gevinsten er til gengæld et godt og nært naboskab samt en fornuftig anvendelse af egne ressourcer i lokalområdet.

Anvendte kilder:

"Nabovarme ¿ en orientering for igangsættere". Udgivet af "Videncenter for Halm- og Flisfyring", marts 2000.

Bilagsmateriale fra seminar om nabovarme afholdt på Teknologisk Institut torsdag den 26. april 2007.