Det bliver en arbejdsweekend.
Jeg prøver ganske vist at blive liggende lidt længere om morgenen, men solen vælter ind gennem vinduet og afslører, at det er nærmest sommer udenfor, selvom kalenderen står på april.
"Vi har så meget, vi skal nå," siger min kloge kone energisk, da vi spiser morgenmad. Selv kigger jeg adspredt i avisen, men jeg er klar over det: Hegnet nede på strandengen skal laves efter at have været oversvømmet tre-fire gange i løbet af vinteren. Dyrene skal flyttes. Garagen ryddes op.
"Ja, ja," svarer jeg og kan ikke lade være at skænke en kop provokerende kaffe mere.
Men jeg ved det godt: Når weekenden er slut, vil det irritere mig grænseløst, hvis vi kun er nået halvt gennem det planlagte.
Efter den obligatoriske tur til genbrugspladsen, går vi for alvor i gang. Mens min kloge kone renser hegn på den tørre side af engen, kæmper jeg mig i mudrede gummistøvler og korte bukser ned langs den del af hegnet, der i den grad har været oversvømmet. Flere steder er tråden knækket. Bare at finde trådenderne virker som et uoverskueligt arbejde, og helt umuligt bliver det, da den ene støvle sætter sig fast i mudderet og jeg træder ud af den.
Det ER ikke et arbejde, jeg er helt vild med.
Vi når ikke at blive færdige den første dag. Blandt andet når jeg ikke at etablere strømmen.
"Men det varer mindst et par dage, før dyrene finder ud af det," beroliger jeg min kone, der for en gangs skyld tror blindt på mig.
Næste morgen har et af lammene opdaget, at hegnet slet ikke er farligt. Den tygger på en af trådene, og lidt efter står lammet ude på den forkerte side. Tilbage tør det dumme dyr selvfølgelig ikke gå, men det lykkes mig behændigt at fange det, før min kone opdager fadæsen.
Jeg går i gang med at etablere strøm. Overvejer et kort øjeblik at lave en foreløbig løsning nummer 15, men bliver så stålsat: Vælger endelig at lave den endelige løsning på strømforsyningen, som jeg har fablet om et helt år.
Over middag beslutter vi at male garagegulvet med den epoxymaling, der har stået klar i værkstedet et stykke tid.
"Vi blander sgu hele portionen," siger jeg overlegent, da vi står med det giftige stads og læser, at de 15 liter skal bruges på en halv time.
"Kan vi nå det?" spørger konen skeptisk.
"Ok, ja," svarer jeg sikkert.
Den næste halve time bliver en af dem, der giver ømme arme i dage fremover. Jo længere tid der går, jo mere stiv bliver malingen. Midt i arbejdet kommer gode venner forbi for at få en kop kaffe, men vi kan ikke gå midt i arbejdet. Mens vores venner kommer med opmuntrende tilråb, kæmper vi med malerruller - og maling der til sidst er så stiv, at den nærmest skal lægges på.
Men vi når det, og vi når at servere en kop velfortjent kaffe for både gæster og os. Og vi når at gå en rundtur om aftenen, nyde lammene der pisker rundt på den store eng, fårene der gnasker, hegnet, der udsender sine rytmiske signaler med besked om, at her er der strøm på, og vi siger til hinanden: "Hvor har vi egentlig nået meget i denne her weekend!"
Vi henter knægten hjem fra hans række af weekendfester og indkøb og kammeratligt samvær ved otte-tiden søndag.
Han går lige forbi garagen, fortsætter forbi den nyhegnede mark med alle dyrene, kommer op på terrassen og siger så uden den mindste smule af ironi i stemmen: "Hvad har I egentlig lavet hele weekenden?"