Log på Forside
 
God boligstandard giver værdi
450 har i april været til Land&livs fire møder om "Hus og have på landet". Her en reportage fra det første møde i Nibe.
Foto: Marianne Fogtmann
Der var efter foredragene kø i maskinhallen - ikke mindst hos Bygningskontorets arkitekt og havekonsulent.

Man skal sørge for at komme i gang med sit projekt, mens man har energi og krudt til det.

Sådan lød rådet fra Jens Bach Skadhauge, Realkredit Danmark og Danske Bank, på det første af Land&livs fire aftenmøder om "Hus og have på landet". Det foregik på Lundbæk Landbrugsskole ved Nibe. Der var 120 deltagere, hvoraf mindst halvdelen var kvinder.

Rigtig mange af dem havde taget tegninger og billeder med af deres stuehus, som de gerne ville have gjort noget ved. Også råd om haven var de kommet for at få, så der var lang kø hos arkitekt og havefolk i maskinhuset efter foredragene. Også hos bankfolkene.

"Boligen har fået en forholdsvis større betydning på en landejendom. Halvanden mio. kr. forsvinder lynhurtigt, når man begynder at bygge om eller til, for et hus på 100 kvadratmeter passer ikke på landet.

Men man skal se investeringen på den måde, at den vedligeholdelsesstandard, man kan bibringe sin bolig, er mere værd end de afdrag, det koster," forklarede bankmand Jens Bach Skadhauge.

Boom for stuehuse

"De sidste syv år er der sket et kæmpeboom inden for stuehusbyggeri. Det er blevet et meget stort arbejdsområde for os," fortalte Bente Junker Andersen, der er arkitekt og ingeniør på Bygningskontoret Nord i Ålborg, en del af Dansk Landbrugsrådgivning.

Hun beskrev, hvad rådgiverne kan hjælpe med:

"Vi starter med besøg, hvor vi stiller halvt nærgående spørgsmål om, hvad I ønsker. Ideer, behov og muligheder skal sættes på papir, og nogen vil også gerne se en visualisering der giver et realistisk billede af, hvordan byggeriet kommer til at se ud."

Senere er der brug for projekttegning til myndighedsbehandling: Det er vigtigt med en grundig beskrivelse og opstilling af betingelser, når der skal indhentes tilbud. Rådgivningen kan også tage sig af byggestyring og tilsyn i byggefasen.

Der blev vist eksempel på en ombygning, hvor bygherren gik fra eternittag til et tungt tegltag - på de gamle spær. Og det kunne de ikke klare. Så det kom til at koste ekstra. Så hvis man ønsker nyt tag på gamle spær, kan pengene til teknisk rådgivning være givet godt ud.

Entrepriseforsikring

Hvis projektet er omfattende og eksempelvis kræver indgreb i de bærende konstruktioner, hvis man har byggemateriale for store summer - herunder hvidevarer - er det klogt at tegne en entrepriseforsikring.

"Men den dækker ikke manglende rådgivning, dårlige håndværkere og manglende overholdelse af aftaler, så vælg håndværkerne med omhu," lød rådet fra Svend Anker Worm, TopDanmark.

"Og hvis man får hjælp af familie og venner, kan man komme ud i situationer, hvor det er godt at have arbejdsskadeforsikring. Men den har landmænd som regel."

Mette og Frank Tygesen fra Østervrå stod i kø for at snakke med arkitekt Bente Junker Andersen om deres stuehusprojekt. Spørgsmålet er, om der skal bygges om eller bygges nyt. Det havde de også brug for at spørge kreditgiverne om.
Jens Bach Skadhauge (t.v.) kom i sit foredrag ind på de særligt dækkede realkreditobligationer, SDRO, som introduceres fra 1. juli 2007. Hans vurdering er, at det nok ikke giver så stor forandring for låntagere.
Havedesigner Peter Dupont Kristensen, en af udstillerne på hus- og havemøderne, havde travlt med at give ideer i Nibe.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: