Log på Forside
 
Sikker græsplads til børnene
Foto: Marianne Fogtmann
Gårdspladsen på Kildevældsgård har i mange år været bilfri. Den var tidligere belagt med perlesten, som efterhånden blev præget af grønt ukrudt. Nu er der i stedet sået græs over det hele og anlagt bede. I gangbanerne er der lagt græsarmeringssten.

Mindre børn har brug for rammer og plads til at lege. På en gård skal de ikke kunne forsvinde bort, så man ikke kan se dem. Så hvilket sted er bedre for dem at lege end på gårdspladsen, især hvis den kan lukkes af med låger og porte?

Det kan gårdspladsen hos familien Bakkesen på Kildevældsgård ved Tappernøje. Pladsen, der er rammet ind af fire længer, blev for syv år siden indrettet som en græsplæne, hvor sønnen Andreas, der dengang var lille, kunne have sin legeplads sammen med de plejebørn som hans mor, Dorte Bakkesen, også tog sig af.

Armeringsfliser

"Det specielle ved vores gårdsplads er, at vi har lagt græsarmeringsfliser i gangbanerne, så græsset kan holde til, at vi færdes meget på det," fortæller Dorte Bakkesen.

"Også vores heste trækkes over gårdspladsen til stalden, og det kan give slid på græsset. Med græsarmeringsstenene undgår vi pladder i gangbanerne, og det hele er let at holde. Man kan på et kvarter slå gårdspladsen med en græsslåmaskine."

Da gårdspladsen blev lagt om til børnevenligt legeareal, blev der først gravet 40-50 cm jord af. Derefter blev der lagt dræn og græsarmeringsfliser i gangbanerne. Det blev gjort mellem jul og nytår.

I foråret blev der spredt harpet muld over hele gårdspladsen og sået græs og anlagt bede.

I dag er Andreas blevet så stor, at der ikke er behov for opsyn med ham på samme måde som den gang der kom græs på gårdspladsen. Så nu er den i stedet en nem have for Dorte Bakkesen, der ikke har tid til for meget havearbejde. Hun er i lange perioder alene på gården, fordi hendes mand, der er officer, ofte er udstationeret i udlandet. Hun har sit arbejde på Kildevældsgård som hesteopdrætter med 20 Welsh i stalden. Dorte Bakkesen er desuden uddannet i EAGALA, som er et ret nyt koncept i Danmark for psykoterapi, hvor heste indgår i øvelserne. De er nemlig gode til at aflæse folks kropssprog.

Dorte Bakkesen på den grønne gårdsplads, hvor sønnens trampolin er stillet op. Bag hende er der en port med låge, så legepladsen kan lukkes af som et udendørs rum.
Græsarealet er rammet ind af gårdens fire længer, og der er låge to steder. Her er der udsigt til porten.
Der er plads til både blomstrende bede og børns leg på Kildevælds gårdsplads.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: