Log på Forside
 
Små landbrug vurderes bort
Mange mindre landbrug oplever for tiden at blive omvurderet til parcelhus med ejendoms-skattestigninger på helt op til 500 pct. med den konsekvens, at landbruget bliver nedlagt.
Tegning: Illustrudsen

Karl og Marie, der har drevet deres husmandssted siden de var unge, er blevet folkepensionister, og børnene er forlængst fløjet fra reden, ligesom der ikke mere er dyr på deres ejendom.

Men Karl driver stadig sin jord som en ren planteavlsejendom, mest med maltbyg. Kornet sælger han, og det bliver brugt til øl. Halmen bruges i halmfyret, og det er i grunden ikke så galt. De får lidt penge og lidt varme.

Både Karl og Marie er meget stolte og lykkelige over det hjem, som de ved en særlig indsats, nøjsomhed og flid i årenes løb har fået skabt. De ønsker at blive i deres hjem, til de skal bæres derfra, og håber, at der efter dem er unge mennesker, som vil og kan få lov af myndighederne til at videreføre deres lille landbrug.

Særlig vurdering

I henhold til Cirkulære fra Told- og Skattestyrelsens vurderingsvejledning TSC 1997.2.2 skal vurderingsmyndighederne udtage landbrugsejendomme med mindre end 5,5 ha til særlig vurdering, men efter at vurderingsopgaven i 2002 overgik til det daværende ToldSkat, foregik denne vurdering rent maskinelt.

Karl modtog som så mange andre husmænd i foråret 2005 en maskinudskrevet meddelelse fra ToldSkat som henviste til, at hans landbrugsejendom var årsomvurderet iht. Vurderingslovens §3 nr.10. Ejendommen var blevet vurderet som et parcelhus, fordi ejendommen havde ændret anvendelse.

Karl forstod ikke denne meddelelse, da hans ejendom ikke havde ændret anvendelse. Han ringede derfor til ToldSkat, som kunne fortælle ham, at denne meddelelse var automatisk udsendt til alle mindre landbrugsejendomme, men hvis han ikke var enig med ToldSkat, kunne han jo bare klage. ToldSkat havde ikke før udsendelsen af brevet været ude for at se, om ejendommen havde ændret anvendelse.

Herefter var forløbet i sagen som fortalt i Land&Liv 2006, uge 11, hvor Karl i efteråret 2005 fik besøg af en meget nidkær tolder med målebånd og digitalkamera, og han ville ikke ændre noget.

Omvurdering

Karl påklagede derfor afgørelsen til Vurderingsankenævnet, som nu her i april 2007 har truffet afgørelse om, at Karl og Maries husmandssted alligevel skal vurderes som et landbrug kode 05.

Ud over det ganske land er der flere lignende tilfælde som Karl og Maries, hvor folk ikke har magtet at klage og have en verserende klagesag. Der er ca. 20.000 mindre landbrug i Danmark under 5,5 ha.

5,5 ha eller 0,55 hektar

Vurderingsankenævnet skriver i deres begrundelse, at i henhold til vurderingsvejledningen henregnes landbrugsmæssigt benyttede, bebyggede ejendomme, som har et areal på mindst 0,55 ha (der skulle formentlig stå 5,5 ha) til kode 05. Det afgørende er ejendommens benyttelse, og det er uden betydning, om ejeren har sit hovederhverv på ejendommen eller andetsteds.

Da Karls landbrugsejendom har et jordtilliggende på mere end 0,55 ha og benyttes som landbrugsejendom, skal ejendommen kodes 05.

I vurderingsvejledningen står der 0,55 ha.

På et §20-spørgsmål 302 af 2. maj 2006 har skatteminister Kristian Jensen svaret Folketinget, at "SKAT har i spørgsmålet om benyttelsesmæssig status lagt sig op ad den praksis, som Landsskatteretten i løbet af 2000 har anlagt, hvorefter ejendomme på mere end 5,5 ha normalt i vurderingsmæssig henseende betragtes som landbrug, medens ejendomme under denne størrelse normalt vurderingsmæssigt betragtes som parcelhuse".

Nu var det så rart at have vidst, om Landsskatteretten har en sådan praksis, eller de bare som ToldSkat har flyttet et komma.

Lovforskelle

I den gamle landbrugslov var en ejendom et landbrug, når dets jordtilliggende var 0,55 ha og derover, hvilket var lig med én tønde land.

I den nye landbrugslov af 24.06.2005, kapitel 4 § 4 står der: "En ejendom kan på ejerens begæring noteres som en landbrugsejendom i matrikelregistret, hvis ejendommen er på 2 ha eller derover og ejendommen anvendes til landbrug, gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed og er forsynet med en beboelsesbygning".

Så hvornår er en ejendom en landbrugsejendom?

Det er uhensigtsmæssigt, at der gælder forskellige kriterier for størrelser i forskellige dele af lovgivningen. Landbrugsloven opererer med en grænse på 2 ha for, hvornår en ejendom opfattes som en landbrugsvirksomhed, mens skattemyndighederne opererer med en formodningsgrænse (flytter et komma) på 5,5 ha, hvor alle landbrug under denne størrelse som udgangspunkt betragtes som hobbyvirksomheder.

Det er uhensigtsmæssigt ud fra hensynet til enkelhed og gennemskuelighed i lovgivningen.

Men det er også uhensigtsmæssigt, fordi det vanskeliggør livet for de små landbrug, der er nødvendige for at fungere som modvægt til de store industrialiserede landbrug, opretholde liv og bosætning i landdistrikterne og for at udvikle nye produkter og produktionsformer, der i højere grad end det traditionelle landbrug tager hensyn til for eksempel natur, miljø og dyrevelfærd.

Mange små landbrug drives faktisk økonomisk og landbrugsfagligt korrekt.

Lovforslag

For at harmonisere skattelovene med landbrugsloven, og for at bevare de små brug og undgå at de nedlægges, har SF udarbejdet et lovforslag, som støttes af S og RV.

Men vi skal jo som bekendt kunne tælle til 90 for at få forslaget vedtaget i Folketinget. Derfor afhænger det af, om der er vilje blandt de øvrige partier i Folketinget og ikke mindst Dansk Folkeparti til at bevare de små landbrug og bevare livet i landdistrikterne.

Ikke mindst skal lovforslaget sikre, at Danmarks jord forbliver på danske hænder. Hvis den såkaldte struktur-udvikling får lov til at fortsætte, vil vi, som Dansk Landbrug spår, om føje år have omkring 7.000 til 8.000 store landbrug i Danmark eller måske mindre.

På et eller andet tidspunkt kommer disse store landbrug til salg i forbindelse med generationsskifte eller andet, og det er sikkert ikke de unge landmænd, der har penge til at købe dem. Disse store landbrug bliver måske overtaget af udenlandske kapitalfonde, hvilket der ingen problemer er med nu, da EU har ophævet bopælspligten.

Men hvem er det til glæde for? Vi vil ikke have, at tyskerne køber vores sommerhuse ved Vesterhavet, men når det gælder store landområder, er der ingen hindring.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: