Lamseben og fåreklæder hedder et af de arrangementer, der til sommer bliver et tilbud til turister i Nordjylland, så de kan få en totaloplevelse af både fødevarer og kunsthåndværk.
"Vi nordjyder er normalt et beskedent folkefærd, men der er dog undtagelser. Når talen eksempelvis falder på nordjyske fødevarer og kunsthåndværk, retter vi ryggen og får et stolt udtryk i øjnene."
Sådan står der blandt andet i en ny nordjysk brochure til turister: "Smagen af kunsthåndværk".
32 nordjyske fødevareproducenter og kunsthåndværkere har fundet sammen om 15 arrangementer, som løber af stablen fra maj til oktober. Her kan turister og lokale opleve nordjyske fødevarer og kunsthåndværk på tætteste hold og få indblik i en verden, som ellers kun få kender til.
Blandt de lokkende overskrifter er "Delikatesser for gane og øje", "Stentøj & Sukkertøj" og "Lamseben og fåreklæder". I forbindelse med de enkelte arrangementer kan man opleve de lokale kunsthåndværkere vise deres håndværk frem og fortælle historien bag de smukke produkter, samtidig med at deltagerne forkæles med smagsprøver fra eksempelvis den lokale slagter, bryghus og grøntsagsproducent .
Arrangementerne kan opleves i: Sæby, Sørig/Tuen, Løkken, Mygdal, Frederikshavn, Hjørring, Læsø og Børglum.
Foga
Brochuren forventes færdig i slutningen af april og kan blandt andet fås hos de lokale turistbureauer eller bestilles på: www. toppenafdanmark.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: