46 mio. kr. til forskning i gyllelugt
Fødevareministeriet har afsat 46 mio. kr. under vandmiljøplan III-programmet til seks nye forskningsprojekter.
Gyllelugten skal mindskes, og landbrugets udledning af kvælstof og fosfor skal reduceres. Sådan lyder målsætningen for seks nye forskningsprojekter, der netop har fået tilsagn om støtte fra Fødevareministeriet.
Ministeriet har afsat 46 mio. kr. under vandmiljøplan III-programmet - herunder går 20,9 millioner kroner til det største projekt, oplyser Fødevareministeriet.
"Dansk landbrugs udviklingsperspektiv afhænger i vid udstrækning af accept fra omgivelserne. Her er nogle af de væsentligste barrierer udledning af fosfor og kvælstof fra jordbruget samt gyllelugt fra svinebesætninger og gylleudbringning. Det er derfor vigtigt, at vi får udviklet de nødvendige teknologier og fjernet barriererne for deres anvendelse," siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
Andre otte projekter blev igangsat i 2006, og dermed når det samlede beløb til forskningsprogrammet op på 100 mio. kr.
Det skriver LandbrugsAvisen.
Foga
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: