At være miljøbevidst kan være et strategisk mål der svæver over vandene. For baron Ivan Reedtz-Thott, ejer af Strandegård Gods nord for Præstø Fjord, er det også noget helt kontant.
To gange under en tur rundt til seværdige steder på godset med Land&livs medarbejdere stopper han bilen, hopper ud og samler en stump vildfaren papir op fra vejkanten.
"Jeg forstår ikke, at folk der har gjort et aktivt valg om at komme ud og opleve naturens fred og ro - og måske endda betalt for det - bare lader madpakkepapiret ligge og flyde," siger han og ryster på hovedet, hvorefter vi kører videre ad bumpede skovveje, langs stranden og ud i engen til det skotske højlandskvæg.
Miljøvenlig camping
Ivan Reedtz-Thott lagde i 1999 Strandegårds landbrugsdrift om til økologi.
"Jeg ville gerne bryde ud af systemet med, at man som landmand skal producere mere og mere til lavere priser. Derfor lagde jeg om til økologisk produktion. Jeg har altid fundet kemikalier kedelige, så for mig er det dejligt, at det mest miljøfarlige, vi har her, er dieselolie."
Samtidig begyndte han at gøre en anden stor aktivitet på godset mere miljøvenlig, nemlig campingpladsen Feddet.
Energi- og ressourceforbruget på campingpladsen er begrænset så meget som muligt. Der er blandt andet tostrenget vandsystem, så der bruges urenset grundvand i toiletterne, mens der er drikkevand i hanerne, og der er bygget nye servicebygninger med naturlig ventilation.
Ivan Reedtz-Thott vurderer, at Feddet Camping står for omkring en fjerdedel af omsætningen på godset. Virksomhedens andre tre ben er landbrug, skovbrug og udlejning af ejendomme. Der hører 57 boliger under Strandegård.
Men det hele spiller sammen, og Ivan Reedtz-Thott er med overalt.
Det sker, at gæster på Feddet Camping om sommeren møder baronen selv bag disken i købmandsbutikken. Han kan falde ind mange steder, hvis der mangler en hånd.
Han er levende optaget af, at besøgende på Strandegård kan få så mange forskellige oplevelser som muligt. Campinggæsterne skal for eksempel også have mulighed for at se, hvordan landbruget drives.
Iderige medarbejdere
"Mange af de ideer, vi har udviklet her, kommer fra mine medarbejdere," fastslår Ivan Reedtz-Thott.
En tidligere naturvejleder startede Strandegårds egen avis om alle de mange oplevelsesmuligheder, Feddet Camping byder på. Den ligger på turistkontorerne og udgives nu på syvende år.
Skovfogeden har fundet på at sætte en produktion af blåbær i gang og har fået startet en lille plantage af værdifuld Mazurbirk. Landbrugets driftsleder har også ansvar for en økologisk æbleplantage, der er ved at udvikle sig til et godt nyt forretningsområde. Den er i dag på en hektar, men Ivan Reedtz-Thott planlægger at udvide den til fem-seks hektar.
"Produktionen skal have en vis tyngde og ikke være for smal, for at det kan blive en fornuftig forretning," forklarer han.
En del af turistoplevelsen på Strandegård er, at folk i efterårsferien kan plukke æbler og presse dem til most i værkstedet, hvis de selv tager beholdere med.
Der er så mange oplevelsesmuligheder på Strandegård, at en rundvisning på to timer ikke slår til.
Vi kigger slet ikke inden for i Strandegårds stuehus, som Ivan Reedtz-Thott siger, at han ikke har gjort meget ved.
"Når man udvikler sin forretning, skal man ikke begynde med stuehuset," fastslår han.