Det vil være synd at sige, at jeg er havemand. Ikke den traditionelle slags i hvert fald. Jeg holder af haven, når græsset er nyslået, og der er lavet små gange ind gennem den lille skov. Jeg synes, at kanten mellem vildnisset og den nyslåede plæne er flot, men gentagne gange har jeg måtte indrømme over for mig selv, at bede uden ukrudt ikke lige er mig.

Træerne skal have lov at vokse, som de helst vil. Bliver de alt for store, kan vi fælde dem - mener jeg.

På det punkt er min kloge kone totalt uenig.

"Træer skal beskæres for at holde sig pæne," erklærer hun med den fasthed i stemmen, der er beregnet på at afskære videre diskussion.

I realiteten giver jeg hende ret de fleste steder i haven - så længe hun selv udfører arbejdet.

Men når det kommer til vores flotte kristtjørn, siger jeg stop. Busken har stået i haven meget længere end de tyve år, vi har boet her. Hvert år monterer vi den med lys op til jul, og vi fjerner dem først, når mørketiden er på vej til at forsvinde. Den bliver større år for år, og ud over min kone er det kun fårene der har fundet på at beskære den, da de en vinter slap ud af deres indhegning.

Lige nu skyder den vildt til alle sider med de smukkeste lysegrønne skud.

"Fint, så er det nu, den skal beskæres," konstaterer min kone og smiler sit effektive smil.

"Det er synd," protesterer jeg.

"Den er så flot, og den bliver bare flottere år for år."

Men min kone er ubønhørlig og indleder en strategisk manøvre, som jeg er helt klar over ender med, at også kristtjørnen bliver studset.

Hun starter med den store syren, som hun halverer. Hun går videre til den hvidtjørn, jeg plantede, kort efter vi var flyttet ind. Et elmeskud får også kniven, selvom jeg påpeger, at der er tale om en truet plante.

"Hvem har måske ikke hørt om elmesyge," argumenterer jeg uden resultat.

I stedet sætter jeg mig på havetraktoren for at give græsset en velfortjent omgang. Slår også lige der, hvor syrenen har stået.

"Det er jo blomster, dit fjols," råber hun for at overdøve motor-larmen.

Med en bydende bevægelse gør hun klart, hvortil jeg må køre. Jeg respekterer lydigt hendes påbud og giver mig i stedet til at trække mængderne af afskårne grene væk med havetraktoren. Lidt sjov har man vel lov at have!

"Drenge - altså," sukker min kønne datter, da hun ser, hvad jeg er i gang med.

Selv holder jeg et vågent øje med vores kristtjørn. Den er heldigvis så stor, at min kone ikke kan nå toppen uden at stå på en stige, som jeg nødvendigvis må støtte. Åbenbart har hun ikke lyst til at spørge efter min hjælp, og projektet bliver tilsyneladende sat på standby.

Det er med til at genoprette familieidyllen så meget, at alle siger ja tak til en kop eftermiddagste. Selv den lapsede lemmedasker, der for en gangs skyld er hjemme en eftermiddag.

Men idyllen varer kun, til han skal skære franskbrød.

"Hvem er det her i familien, som kan finde på kun at skære en halv skive," råber han vredt ud i lokalet, mens han fægter lidt med kniven.

Jeg trækker vejret en ekstra gang, inden jeg går til bekendelse med en forsigtig bemærkning om, at jeg altså synes det er smart.

"Smart?" protester min kone.

"Det er møghamrende irriterende!" fortsætter hun.

"Jamen!" når jeg at sige inden jeg får hjælp fra en lidt uventet kant.

"Jeg synes faktisk også, det er smart. Meget smart endda," siger min datter med lige så fast stemme, som min kone kan præstere.

"Man kan da ikke bruge den halve skive til noget som helst," raser sønnen, der altid klager over, at vi skærer brødskiverne for tyndt.

Resolut skærer han fire lige store stykker og lægger dem på brødbakken.

Jeg kan ikke lade være men siger med det samme: "Jeg skal altså kun have en halv."

"Også mig," lyder det fra min datter.

"Aaargh," siger lemmedaskeren.

"Det havde jo passet, hvis ikke I havde skåret en halv i forvejen."

"Nej, for så havde der ligget et tørt stykke franskbrød i posen," svarer min datter rapt.

Franskbrødet bliver lagt i posen skåret lige af.

Senere - til aftenteen - skærer min datter et halvt stykke af brødet igen.

Vi blinker til hinanden og holder tommelfingrene i vejret - uden at de andre ser det.

Næste morgen er brødet igen skåret lige!