Log på Forside
 
Hollandsk landmandskone sælger danske kvalitetsmøbler
Et tidligere kartoffelhus er indrettet som møbelforretning - uden de store udgifter.

Stort, rummeligt og højt til loftet. Det er første indtryk, når man træder over dørtærsklen til Rishøjgaard Møbelbutik, der kun ligger et langspyt væk fra motorvejsafkørslen til Hobro. Møblerne kommer virkelig til deres ret i sådanne omgivelser. At lokalet så rummer mange forskellige danske kvalitetsmøbler og sjove småting, gør ikke stedet mindre spændende.

Trods det er ejeren ikke dansk, selvom hun har boet i Danmark i otte år. Det er hollandske Joke Memelink, som sammen med sin mand driver et landbrug med slagtesvin og planteavl. Men hun ville også gerne lave noget andet ved siden af, og startede derfor butikken for to et halvt år siden. Og hun kan godt overkomme begge dele. Om formiddagen arbejder hun i stald og landbrug, og om eftermiddagen med butikken som har åbent hver fredag, lørdag og søndag året rundt. Af og til med hjælp fra de tre store børn.

Billigt at forvandle

Bygningen, der huser butikken, er et tidligere kartoffelhus og udgør den ene længe i den firlængede gård.

»Et kartoffelhus har normalt ingen vinduer. Men det er kun en fordel her, for der må ikke komme for meget lys ind, som kan affarve møblerne,« fortæller Joke Memelink.

I det hele taget har hun ikke kostet meget på at omdanne huset fra kartoffelhus til møbelbutik.

»Det eneste, vi har gjort, er at gøre grundigt rent efter kartoflerne og kalke væggene. Og så har vi sat en ny dør i indgangen til butikken,« fortæller hun.

Kartoffelhuset var i forvejen isoleret, men for at holde det tørt og temperaturen på 17 grader året rundt - hvilket er vigtigt for møblerne - er der sat en varmeblæser med termostat op direkte koblet på halmfyret.

De gamle udluftningskanaler ligger stadig i gulvet som i kartoflernes tid. For det gør slet ikke noget, at det stadig lugter lidt af landbrug og giver kunderne en anderledes oplevelse end butikker i byerne. Tværtimod. Det er hele meningen med konceptet Billmo, som Joke Memelink er en del af, og som er et samarbejde mellem tre danske gårdbutikker, der har specialiseret sig i salg af indbo og møbler til kvalitetsbevidste købere.

Danske møbler

Alle møbler er dansk producerede i eg, fyr og bøg, bortset fra to hollandske gyngestole. Joke Memelink har altid haft lidt lyst til også at snige nogle flere hollandske møbler ind, men er i tvivl om det vil gå. For stort set alle kunder spørger efter, om møblerne er danskproducerede, så det er åbenbart noget der vægtes højt.

»Den hollandske møbelstil er mørkere og mere a la »colonial stile« end den danske«, siger hun.

Hun har et bredt udvalg fra de forskellige fabrikker, hun handler direkte med. Men man kan bestille meget mere hjem via hendes utallige kataloger.

Ud over møbler, sækkestole, havemøbler, solsejl, krukker, kurve og diverse småting inden for brugskunst sælger hun glaskunst og malerier fra lokale kunstnere som udstiller i butikken.

Trods den ideelle beliggenhed ved motorvejsafkørslen og direkte ud til indfaldsvejen til Hobro håber Joke Memelink på flere kunder. Økonomien løber kun lige rundt efter to et halvt års arbejde med at få butikken op at stå.

»Jeg satser på et udvalg, som andre ikke har, og annoncerer meget i lokale aviser. Jeg har en fælles hjemmeside med to andre lignende butikker, og gør opmærksom på butikkens eksistens ved at deltage i dyrskuer og holde markedsdag sammen med andre lokale kunsthåndværkere her på gården. Det er nødvendigt,« slutter hun.

Om sommeren har hun tilmed en bod ved vejen med jordbær, ærter og andre grøntsager fra nærliggende frugtavlere, for at lokke kunder ind til møblerne.

www.billmo.dk eller tlf. 98 51 01 78.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: