Energien fra sol, vind og jord er naturlig og derfor miljørigtig. Men teknikken til at udnytte den vedvarende energi er både avanceret og dyr. Så den miljørigtige løsning kræver overvejelse.
Energien kan jo kun være vedvarende, så længe teknikken holder. Så hvor lang levetid et anlæg har, er et vigtigt spørgsmål. Anlægsudgifterne til et solvarmeanlæg, der trods alt kun er et supplement, eller til et jordvarmeanlæg med nedgravede slanger, kan få mange til at slå sig i tøjret.
Hvis man ikke kender nogen der kan sige, hvor fornuftigt et valg jordvarme er - og bygger det på adskillige års erfaring - så er det et hop ud i ukendt økonomi at vælge denne miljørigtige løsning. For hvor godt virker det i forhold til det velkendte? Jeg har selv været inde i overvejelserne, da jeg får bygget et nyt hus, som skal have jordvarme.
I Land&livs tema om alternativ energi bringer vi både personlige erfaringer og henviser til gode steder, hvor man kan få mere at vide.
Alternativene bliver mere og mere udbredte, så erfaringsgrundlaget bliver derfor også meget bedre, end det har været. Der er eksempelvis 40.000 solvarmeanlæg i Danmark i dag.
Når det gælder vindmøllers effektivitet, så er det for længst bevist og gjort til eksport. Vindmøllerne er efterhånden blevet til store projekter, der ligger fjernt fra ejeren og mere kræver investeringsrådgivning end rådgivning om, hvor møllen skal stå og samle billig strøm til sin bruger.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: