Log på Forside
 
Skab selv mere liv på landet
Alle sider af livet på landet skal fremmes via det nye landdistriktsprogram, som lægger op til stor lokal indflydelse på fordeling af midlerne

Det skal være mere attraktivt at bo på landet. Der skal være flere iværksættere og flere lokale arbejdspladser i landdistrikterne. Konkurrencekraften i jordbrugssektoren skal være stærkere. Og vi skal bevare vores varierede landskaber og rige natur, og sikre miljøet.

Sådan formulerer fødevareminister Hans Chr. Schmidt visionerne for mere liv på landet - som er selve formålet med Landdistriktsprogrammet. Og målet for de godt seks mia. kroner, der skal postes ud i landdistrikterne fra 2007 til 2013. Ikke mindst med stor indflydelse fra lokale aktionsgrupper, de såkaldte LAG'er, der skal stå for at uddele op mod 20 procent af alle midlerne til landdistriktsmidlerne.

Få indflydelse

Det er jo sød musik i enhver landboers ører. For hvem vil ikke gerne bo i et aktivt, spændende og levende lokalsamfund. Men det kræver også en indsats. Vi på landet skal nemlig selv sætte dagsordenen, komme med ideer og bære dem frem. I tråd med hvordan vi gerne vil have lokalområdet til at udvikle sig i fremtiden.

»Alle kan få indflydelse. Men det kræver, at vi aktivt påvirker de lokale aktionsgrupper, som er blevet dannet her i forsommeren,« anbefaler Niels Jensen, som er udviklingskonsulent i NordVest Agro - Rådgivning MidtVest, og fortsætter:

»Det er nemlig aktionsgrupperne, der kommer til at præge udviklingen på landet fremover. For det er dem, der deler pengene ud. Men først skal de formulere en lokal udviklingsplan, som skal godkendes i ministeriet.«

Alle projektideer, der passer ind i udviklingsplanen og kommer lokalsamfundet til gavn, kan i princippet komme i betragtning. Men det er altså den lokal LAG-bestyrelse, der består af borgere, foreninger, virksomheder, kommune og region der bestemmer, hvilke tiltag der gives tilskud til. Aktionsgrupperne kan også hjælpe med at videreudvikle borgernes ideer.

Konsulenter ser ideer

I mange tilfælde er den lokale landboforening også involveret i LAG'er og kan bidrage med gode råd. For eksempel har landdistriktsrådgivning i Midt- og Østjylland indgået et større samarbejde.

Landdistriktschef Knud Tybirk fra LandboØst i Silkeborg siger:

»Vi har indgået et strategisk samarbejde med vore naboer i LandboCenter Randers-Viborg (LRV) og i Landbrugsrådgivning Østjylland (LRØ) i Horsens-Vejle på området. Et tæt samarbejde mellem de lokale konsulenter, der har kontakten til medlemmer på landet, giver en meget bred basis for at udvikle spændende ideer og projekter med mere liv på landet. Konsulenterne trænes i at opfange ideer og kan i fællesskab tilbyde kvalificeret rådgivning fra ide til bæredygtige projekter for alle der bor på landet.«

Ifølge Knud Tybirk går tre fjerdedele af landdistriktsprogrammet til natur, miljø og attraktive levevilkår. Og det er både i landmænds og andre landbeboeres interesser, så i mange tilfælde kan forskellige interesser kombineres i spændende nye projekter med nye samarbejdspartnere, mener han.

Ansøgningsfrist: sommer 2007. Hold øje med lokale annoncer eller kontakt din lokale LAG, som du kan komme i kontakt med via din kommune.

Læs om landdistriktsprogrammet på www.dffe.dk (vælg Landdistrikter).

Se hvor mange penge, der er tildelt de enkelte kommuner i 2007 og 2008 på www.dffe.dk/Default.asp?ID=35952. Pengene fordeles af den lokale aktionsgruppe (LAG) i hver kommune.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: