
Foto: Colourbox
Mange landmænd kan lide at køre motorcykel i deres fritid. I år får de chancen for et træf på Landsskuet, hvor de kan vise maskinerne frem.
Normalt er landmænd ikke noget, man forbinder med motorcykler.
Men der er faktisk ganske mange landmænd der bruger fritiden på to hjul.
Rundt om i garagerne på gårdene står der mange Harley'er, Honda Goldwing'er og andre flotte "kværne", som landmændene og deres ægtefæller kun bruger i fritiden.
Til sommer samles en lang række af disse motorcykler i Herning, når Landsskuet 6.-7. juli for første gang holder "Farmer MC-træf".
"Motorcykel-landmændene får deres eget hjørne på Landsskuepladsen, hvor de kan komme gratis ind ved at vise medlemskortet til Dansk Landbrug og mod at stille "kværnen" op i en samlet præsentation fredag eftermiddag og lørdag formiddag," siger Landsskuets sekretær, Niels Kristian Fruergaard.
Ved siden af det kære køretøj får de landmænd, der måtte ønske det, mulighed for at overnatte i telt, når den traditionsrige Landsskuefest fredag er overstået. Det er også planen at opstille et fælles telt, som mc-entusiasterne kan bruge til fælles aktiviteter.
Flere midt- og vestjyske landmænd er allerede i gang med at finde motorcyklerne frem, men træffet er, som udstillingen af husdyr, maskiner og produkter, åbent for "kværne" fra hele landet.
"Landsskuet er en bred vifte af oplevelser, og vi vil gerne vise de besøgende, at landmænd kan mange ting, og at de bruger deres fritid på meget andet end landbrug," siger Niels Kristian Fruergaard.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: