
Foto: Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.
Her tre minivindmøller placeret på et tag hos Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. De kan også stå på et vandrør, så de kommer mindst seks meter op i luften. Minivindmøller er mest oplagte på fritliggende ejendomme på landet, da de kan støje for meget i boligområder, hvor der også tit er strenge regler for, hvad man må sætte på sit tag.
De fleste forbinder små husstandsvindmøller med en stor investering, dårlig økonomi og en masse bøvl med myndighederne om tilladelser. Men hvis man bor et sted, hvor det blæser meget, kan man faktisk blive delvis selvforsynende med energi for små penge og uden at skulle slås med myndighederne.
Holder man sig til en minivindmølle på taget med et vingefang på under to meter, er der nemlig ingen regler på området. Nogle af de små møller koster kun 5-6.000 kr. og de fylder og vejer så lidt, at de kan tages med i flyet som håndbagage.
Det oplyser Preben Maegaard, der er forstander på Nordisk Folkecenter for vedvarende Energi og senior vicepræsident for EUROSOLAR, Den Europæiske Forening for Vedvarende Energi.
Ikke til køleskab
En minivindmølle kan dog kun dække en del af elforbruget hos en typisk dansk familie. For eksempel har den slet ikke kraft nok til at køre et køleskab, men klarer fint lavenergipærer, radio og fjernsyn. Strømmen fra minivindmøllerne sendes igennem en såkaldt converter eller vekselvender, som herefter kan levere 230 volt til el-apparaterne i huset.
"De små møller er ikke beregnet til at levere el til det offentlige net, og de kører på en helt anden teknik end de store møller. Men de kan kobles direkte til husets forsyning af el eller varme og skære en del af energiregningen. Især hvis man bor på et vindblæst sted," siger Preben Maegaard.
En minivindmølle kan give op til 700 kilowatt-timer (kWh), hvis man bor et sted med megen vind. Det svarer til cirka 1.000 kroner om året og lyder umiddelbart ikke af så meget. Men man kan jo sætte flere vindmøller op på taget.
Det er dog ikke af økonomiske grunde, man skal vælge minivindmøller. Det skal være, fordi man har et stort ønske om at være delvist selvforsynende med energi, pointerer Preben Maegaard.
Se møller i funktion
På Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy kan man komme og se 10-12 forskellige minivindmøller, der testes i funktion. De første blev stillet op sidste sommer, og efter at have været igennem nogle vinterstorme har man nu et godt billede af, hvilke der er holdbare.
"Minivindmøller laves primært i USA og i Kina - vi har dog også skotske og hollandske møller. Og der er stor forskel på dem. De kinesiske klarer sig markant bedre end de amerikanske både med hensyn til holdbarhed og få støjgener. De amerikanske er generelt bygget for lette og for sjuskede og støjer alt for meget," siger Preben Maegaard, der blandt andet anbefaler den kinesiske Windtalker på 400 eller 600 watt.
www.folkecenter.net, tlf. 97 95 66 00 eller Danmarks Vindmøllefor.: www.dkvind.dk.
Der findes efterhånden rigtig mange forskellige typer minivindmøller - ofte i kombination med solenergi.