"Vi smutter lige til Tyskland og køber nogle øller."
Jeg må indrømme, at jeg i mange år har frygtet dagen, hvor min søn præsenterede en plan som den.
Ølindkøb i Tyskland i bil sammen med en kammerat, der næsten lige har fået kørekort. Og som - viser det sig - heller ikke helt har fået lov at låne bilen.
Jeg synes, det lyder som en rigtig dårlig ide. Og udelukkende økonomisk bæredygtig, fordi kammeraten ikke betaler for at bruge bilen!
De har en plan, de to: De skal fejre deres 18 års fødselsdag sammen, og det vigtigste ved en 18 års fødselsdag er - forstår jeg - at der er øller nok.
Det er der da, de kommer hjem med en bil, som tynget af det tunge læs slæber bagenden hen ad asfalten.
Og de har gennemført turen uden så meget som at nippe til en pilsner - men selvfølgelig også uden pas.
"Har vi ikke et EU, så man kan køre over grænsen uden pas?" spørger min lapsede lemmedasker forarget.
Resten af planlægningen af den store dag er en smule mere kaotisk.
"Hvor mange kommer der?" spørger vi forældre de unge mennesker, som mener at der kommer mellem 40 og 70.
"Men skal de ikke have noget at spise?" spørger vi bekymret. Men det mener de to drenge ikke er tvingende nødvendigt, og de har da heller ingen planer om at bidrage økonomisk til spisningen, meddeler de i kor.
I de mange pauser i deres adspredte forberedelser til festen drøfter de, hvor stort overskuddet kan blive, når de sælger øl for fem kroner, som de har købt for halvanden!
"Man kan da ikke kalkulere med overskud på en fest," siger de store piger forarget, mens forældregenerationen går i gang med at smøre sandwich til mindst 70. Man ved jo aldrig.
"De spiser alligevel ikke noget," forudser drengene i kor, da de vender tilbage fra endnu en overspringshandling i forberedelsen:
Midt i varmen finder de på at cykle ned til den store å og bade.
Og vi voksne smiler til hinanden ved dette bevis på, hvor meget drenge de stadig er på trods af valgret, kørekort og alle mulige andre beviser på, at de er voksne.
"Man kunne bare lægge sig på ryggen og flyde med strømmen," erklærer min dejlige dreng begejstret, da de vender hjem med neglene fyldt med sort mudder fra åens brinker.
Senere, da de skal sørge for vejvisning ned til deres fest, ryger de i den lille å en halv times tid igen - lige lykkelige over, hvor skægt det er at lade sig afkøle i åens rindende vand.
Og alle vore bekymringer til trods går festen forrygende - godt hjulpet på vej af den danske sommernat.
Kort inden de første gæster ankommer, opstår der ganske vist en krise, da der mangler navne til de mange fantasifulde drinks, de agter at sælge i baren - samvittighedsfuldt bestyret af de store piger.
Drengene beordrer små portioner i de store glas, pigerne griner og skænker op, som de har lyst til, og efter sigende får det engagerede orkester alle op at danse sidst på aftenen.
På det tidspunkt har jeg fundet min egen seng. Vi har stillet telte op, som de overlevende kan vakle ud i efter endt fest.
Og lige den detalje får dem til at stå usædvanligt tidligt op næste dag: "Der var brændende varmt allerede klokken otte," fortæller lemmedaskeren, da vi ses hen på formiddagen, og de godt assisteret af venlige forældre har ryddet næsten alt op.
Selv glæder jeg mig til en hyggelig aften i familiens skød med grill og rødvin på terrassen. Jeg køber ekstra ind til de kammerater, der uvarslet men ikke så uventet kommer med hjem - og stiller så spørgsmålet:
"Hvad skal vi lave i aften? Hygge os?"
"I aften? Vi skal da til 18 års fødselsdag inde i byen! Men der kommer nok en fem-seks stykker med hjem og sover," lyder det ukueligt fra knægten.
"Gider du for resten køre mig?" fortsætter han henkastet.