Log på Forside
 
26 årig starter ny rideudstyrsbutik langt ude på landet
Med priser helt ned til halvdelen af konkurrenternes, mener Sarah Jylland, at hendes nye gårdbutik med rideudstyr nok skal overleve
Hos Jylland hedder butikken, som ellers ligger på Fyn. Foto Jens Tønnesen.

Kragerne vender, bølgesprøjtet når næsten hestemarken og fyrtårnets lys er en af de nærmeste naboer. Land & liv er taget til halvøen Helnæs i det sydfynske for at besøge en nystartet rideudstyrsbutik på en gammel gård, der ligger lige før sidste stop, fyret.

Det faktum at vi er langt, langt ude på landet har ikke forhindret unge Sarah Jylland i at blive selvstændig og springe ud i egen butik, der drives fra gården.

Træg start

Noget af forklaringen er måske, at salget primært skal ske over nettet. Det er i hvert fald planen. Selvom der også er en lille butik på gården for turister og lokale. For det var der krav om fra leverandørerne.

"Hidtil sælger jeg kun cirka 10-15 procent over nettet, resten sker fra butikken," anslår Sarah Jylland, som håber, det bliver bedre med tiden. Gårdbutikken "Hos Jylland", som hun startede for et halvt år siden, skal jo først lige nå at blive kendt blandt hestefolk. Blandt andet via www.heste-nettet.dk, hvor Sarah annoncerer med godt resultat. Derimod synes hun ikke, annoncer i lokalaviser virker.

"De første måneder gik salget mere end trægt, og jeg spekulerede på, om min drøm om butikken mon ville gå", fortæller hun.

Men det gør hun ikke mere. For efter at hun har lavet en aftale med en lokal rideskole, går salget meget bedre. Aftalen lyder på, at rideskolen får ti procent af det, dens medlemmer køber for. Til gengæld henviser de kunder til hende.

Succesen har betydet, at hun nu er ved at lave flere lignende aftaler for at få flere kunder i butikken.

Hun lægger dog ikke skjul på, at det har været hårdt at starte butikken op - og taget rigtig meget tid. Men hun har bestemt ikke fortrudt.

Billigt kram

Sarah mener selv, at hendes priser på rideudstyr ligger en del under de fleste etablerede rideforretningers priser. Og det er derfor, hun tror på, at butikken kan blive en god forretning. Årsagen er, at hendes udvalg primært er baseret på det tyske mærke Waldhausen, som hun er en af de få, der importerer til Danmark. Og det er meget billigere for hende at købe og få hjem end meget af det rideudstyr, der ellers findes på det danske marked.

Den viden har Sarah fra hendes tid i Armyvarer i Assens, hvor hun blev udlært sidste sommer. Her stod hun for en lille niche med hesteudstyr, blandt andet fra Waldhausen.

"Mit udstyr er billigt og det er kvalitet," siger hun, og erkender, at det er en kombination, der ellers sjældent ses. Men Sarah er ikke i tvivl, og har også en stor viden om sine produkter, som hun gladelig deler ud.

Og så har hun stor, praktisk erfaring med heste, og ved hvad der kræves af rideudstyr. Trods hendes unge alder har hun redet og arbejdet med heste i 22 år. Og har også et mindre stutteri, hvor hun udover sine egne tre heste har heste i tilredning, træning og kommission til salg. Derudover arbejder hun hver formiddag i stalden på en rideskole.

www.hosjylland.dk, www.waldhausen.com.

Unge Sarah Jylland har startet ny rideudstyrsbutik langt ude på landet på kærestens slægtsgård på Helnæs. I sommersæsonen kører der dog mange turister forbi, som lige skal ned at vende fyrtårnet. Foto Jens Tønnesen.
En bid af stuen blev omdannet til hesteudstyrsbutik med en skillevæg. Planen er dog, at butikken skal flyttes ned i et rum i en af staldbygningerne. Folk herude på landet vil hellere have en masse billigt rideudstyr end få dyre ting, mener Sarah Jylland. Foto Jens Tønnesen.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: