Log på Forside
 
Brug temaside om biobrændsler
Landscentret har samlet mange nyttige informationer om fyring med biobrændsler på en temaside på deres hjemmeside.
Foto: Jens Tønnesen.
Træpiller er en populær form for biobrændsel.

Landscentret for Dansk Landbrugsrådgivning har på sin hjemmeside en temaside om fyring med biobrændsler. Den består af en lang række artikler om bioenergi, biobrændsler, fyringsanlæg og regler.

Temasiden blev lanceret for et år siden men holdes løbende opdateret, og nye dokumenter føjes til nu og da. Den er frit tilgængelig for enhver og gratis at besøge.

Du finder temasiden på www.landbrugsinfo.dk, vælg først tværfaglige emner, derpå energi og til sidst biobrændsel.

Siden har seks hovedpunkter, som uddybes her. De lyder: Hvad kan du spare? Hvilken slags brændsel? Typer af anlæg, priser. Brandtekniske regler for fyrrum. Andre love og regler. Og vil du vide mere?

Hvad kan du spare

Dette hovedpunkt giver adgang til et beregningsprogram, hvor du kan beregne de samlede omkostninger ved fyring med seks forskellige biobrændsler. Nemlig rapsolie, korn, træpiller, træflis, halm og brænde.

Du skal angive dit årlige eller forventede forbrug af fyringsolie, hvorefter programmet beregner omkostningerne ved fyring med ækvivalente energimængder af de nævnte biobrændsler.

Det er tillige muligt at tilrette brændselspriser, anlægsomkostninger og virkningsgrader, så de passer med dine egne forhold. Alt i alt et stærkt beregningsprogram med mange muligheder.

Hvilken slags brændsel

Her kan du se billeder og korte beskrivelser af mange slags biobrændsler. Der er en tabel med angivelse af fugtindhold, rumvægt, brændværdi og askeindhold for mere end 25 typer af biobrændsler. Den typiske pris pr. vægtenhed og pr. kWh er også angivet.

I to korte artikler beskrives de særlige forhold ved fyring med rapsolie og rapskage. Og endelig er der en meget omfattende oversigt over forhandlere af træpiller med link til deres hjemmesider.

Typer af anlæg og priser

Hvis du er på jagt efter et nyt flisfyr, træpillefyr eller halmfyr, kan du finde inspiration her. I tre oversigtsartikler er fabrikaterne listet med angivelse af ydelses- og prisinterval. Du kan klikke dig frem til firmaernes hjemmesider og få uddybende beskrivelser af fyrene.

Via linket "Typegodkendte fyringsanlæg" når du frem til Teknologisk Instituts liste over 100 typegodkendte anlæg. Fyrene har gennemgået en test, hvor blandt andet ydelse, virkningsgrad, røggastemperatur og emissioner er målt. På grundlag af testresultaterne er fyrene tildelt et miljømærke og et energimærke, hvilket gør det let at finde frem til de mest miljø- og energivenlige anlæg. Listen kan betragtes som et stykke uvildigt rådgivningstilbud. Der er også tips til biofyring og oliepressere.

Regler for fyrrum

Reglerne for indretning af fyrrum er kort fortalt omfattende og indviklede.

En artikel giver et forenklet uddrag af reglerne i Brandteknisk vejledning nr. 32, som gælder for biobrændselsfyr under 600 kW (undtagen halmfyr, som har sit eget regelsæt). Artiklen erstatter ikke vejledningen men giver en oversigt over hovedpunkter.

Desuden finder du artikler om afstandsregler for udendørs fyr og brændselslager, brandtekniske udtryk, brandkrav til bygninger og flere andre emner.

Andre love og regler

Her finder du en uddybende beskrivelse af, hvad et godkendt fyringsanlæg er. Og hvad du ikke må fyre med. Sidstnævnte er vigtigt, og enhver der fyrer med biobrændsler, bør skrive sig budskaberne bag øret.

For eksempel er mælkekartoner, malet og imprægneret træ, tryksager og plast af enhver tænkelig art skrald, der hører hjemme i skraldespanden - ikke i biobrændselsfyret. Afbrænding udvikler dioxin, som er en stærk miljøgift og meget kræftfremkaldende.

Temasiden har også links til andre internetsider, hvor der kan hentes yderligere information. For eksempel til samlingen af videnblade fra Videncenter for halm- og flisfyring. Der er også et springbræt til en udvalgt samling af biobrændsels-netsider.

Der kan være guldkorn at hente på Landscentrets temaside om biobrændsel på deres hjemmeside.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: