Log på Forside
 
Håndbryg for ølentusiaster
Foto: Stig Stasig. 256 sider. Pris 249 kr.
Alle tiders øl af Per Kølster.

Råvarer, vejr og humør kan alt sammen have indflydelse på det endelige resultat af en brygproces. Det fascinerer flere og flere - ikke mindst Per Kølster, der har arbejdet med øl som foregangsmand siden 1999. Nu har han udgivet bogen "Alle tiders øl", der både er ølhistorie og praktiske råd til ølbrygning.

Øl er i disse år ved at blive genfødt som autentisk bryg, og med denne bog åbner Per Kølster øllets rige univers for læseren. Det er en fortælling om øllets vej helt fra råvarerne og til det færdige bryg, som vil appellere til alle øl-entusiaster. Her kan man få en dybere indsigt i øllets natur, og den er henvendt til den der eksperimenterer med selv at brygge og dyrke humle.

For at opfylde sin ambition om at skabe et godt håndbryg, var det nødvendigt for Per Kølster at drage ud for at opsøge nordiske bryggere, der hele tiden har holdt øllets årtusinder gamle kultur i hævd. Med sig på rejsen rundt til de mest vidunderlige afkroge af Skandinavien og Baltikum havde Per Kølster fotografen Stig Stasig, som har fastholdt stemninger fra turen såvel som fra hjemmebryggeriet på Fuglebjerggaard. Sammen med Camilla Plum, der blandt andet er madskribent, driver Per Kølster Fuglebjerggaard ved Helsinge i Nordsjælland, hvor hans bryggeri med tilhørende malteri og humlegård også findes.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: