Log på Forside
 
Hvisker med heste på dansk
Maj-Britt Carter er den danske udgave af den berømte amerikanske hestehvisker Monty Roberts, og arrangør af hans store hesteshow i Danmark den 16. juni
Foto: Jens Tønnesen.
Monty Roberts har lavet en speciel grime med en ekstra rem over næseryggen til at træne heste med. Grimen kan købes via Maj-Britt Carters hjemmeside.

Det virker - Glædestrålende betragter jeg mine to småfrække, utrænede og nyindkøbte islændere på to år, der pludselig er blide som lam. Eller i hvert fald på vej til det. Ser det ud til.

Den begyndende hårdknude, jeg var på vej ind i, fordi hestene nærmest gik baglæns, når jeg ville trække dem fremad, og forlæns, når jeg ville have dem til at gå baglæns, ser ud til at være næsten løst. Blot på grund af en speciel grime, et par enkle teknikker og et besøg hos Maj-Britt Carter i Sparkær ved Viborg - den eneste certificerede Monty Roberts hesteinstruktør i Danmark. Og arrangør af Monty Roberts kommende show på Vilhelmsborg den 16. juni.

Modtryksdyr

"Heste er modtryksdyr", forklarer hun mig. Og da jeg - efter 32 års erfaring med velopdragne heste - ser uforstående på hende, uddyber hun:

"Når du hiver i en hest for at få den fremad, siger dens naturlige forsvarsmekanisme, at den skal stritte imod og i yderste konsekvens gå baglæns. Og skubber du den for at få den til at bakke, står den bomstille og går måske endda lidt fremad mod dig, hvis du lægger vægt på".

Såre simpelt og i tråd med virkeligheden, må jeg konstatere, da jeg ikke kan sige mig fri for at have hevet lidt i træktovet eller skubbet baglæns. Blot for at illustrere, hvad jeg ville have dem til, når de så uforstående på mig.

En særlig grime

Ifølge Maj-Britt Carter hedder løsningen positiv og negativ forstærkning. Og her er en specialdesignet grime fra Monty Roberts en god hjælp. Grimen har en ekstra rem over næseryggen, der irriterer hesten lidt, når man strammer til. Men det gør ikke ondt, da hesten er meget robust på næseryggen, pointerer hun.

"Det, at man irriterer hesten lidt ved at fastholde presset, indtil den gør, hvad vi beder om, er nok til at få hesten til at vælge at følge os," siger hun.

I det hele taget lyder det til, at det er en god ide at småirritere eller distrahere hesten, når den gør uønskede ting. I stedet for at slå eller skælde ud, som er bandlyst hos Maj-Britt Carter.

"Ved negativ forstærkning fjerner man en stimulans, når hesten udfører en ønsket handling, og ved positiv stimulans belønner man hesten for at udføre en ønsket handling. Det er i virkeligheden såre simpelt", siger hun.

Med andre ord: hvis hesten ikke vil gå fremad, strammes næseremmen, når jeg tager nogle skridt fremad. Presset fastholdes stille og roligt og jeg går lidt fra side til side for at give den flere valgmuligheder. Når hesten så følger med, er det vigtigt straks at give den ros og løs snor som belønning, så presset løsnes og den forstår, at den har gjort noget rigtigt.

"En hest fatter normalt ting efter højst tre forsøg, hvis vi gør tingene rigtigt. Virker det stadig ikke, har hesten simpelthen ikke forstået, hvad du vil have den til. Og så skal du søge svaret i dig selv og finde på noget nyt - i stedet for at fortsætte med det samme eller skælde hesten ud", anbefaler Maj-Britt Carter, som altid er roen selv sammen med sine heste.

www.hippo-logisk.com eller tlf. 45 86 64 54 15.

Maj-Britt Carter har en lang og solid hesteuddannelse bag sig i både Danmark, USA og England. I 1998 startede hun Hippo-Logisk Træning i Sparkær ved Viborg, og har siden trænet især vanskelige heste og afholdt kurser for hest og rytter. I 2004 blev hun færdiguddannet som Monty Roberts instruktør. Hun har selv seks heste og otte i træning for øjeblikket.
Maj-Britt Carter i gang med at træne en hest efter Monty Roberts metoden.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: