Foto: Iris B. Thalbitzer.

Seks en halv kvm drivhus model 400 fra hobbydrivhuse.dk koster 8.595 kr. inkl. sokkel, levering og en automatisk vinduesåbner.

Mine kontorfingres kamp med hundredvis af aluminiumsdele til familiens nye drivhus har foreløbig givet rigeligt stof til årets julekort. Det handler gerne om årets mest skelsættende begivenheder, og jeg må nok indrømme, at jeg mere og mere foretrækker at sætte mig og skrive lidt på computeren frem for at skifte blandingsbatteri, bygge drivhus og hvad der måtte trænge sig på i fruens øjne.

På den anden side elsker jeg også at lufte alt det elektriske værktøj, jeg fik, da jeg fyldte 40, og hvoraf det meste aldrig er pakket ud. Og tanken om den tilfredsstillelse det er at skrue flere hundrede møtrikker i med et let tryk på skruemaskinen, fik mig i et letsindigt øjeblik til at nikke ja til fruens ønske om et drivhus. Et hvor man både kan dyrke blomster og agurker samt drikke kaffe. Det kunne oven i købet bestilles på computeren, og på sigt ville jeg måske endda kunne tage den bærbare med derud.

14 sider instrukser

Min betænkelighed tog dog gevaldigt til, da vognmanden havde læsset delene af i indkørslen, og jeg spredte de hundredvis af aluminiumsdimser i græsset og slog op på side 1 af 14 i brugsanvisningen.

Gør dit, gør dut og gør dat, kommanderede vejledningen. Så mange kommandoer har jeg ikke mødt på en gang siden mit kortvarige medlemskab af hjemmeværnet for 20 år siden.

Blodtrykket steg, og i præstationsangstens sved snerrede jeg på skift ad fruen og børnene ved den mindste tilnærmelse.

"Det må være drivhuseffekten," konstaterede fruen tørt.

Når jeg havde et lyst øjeblik, sagde jeg meget modent og fattet, at jeg skam stadig elsker dem, men at de for en sikkerheds skyld skulle holde sig væk uanset, hvad jeg sagde.

Ikke desto mindre måtte jeg i ny og næ bede fruen om at holde dette eller hint, hvilket hun tappert og forbløffende afdæmpet gjorde. Hun plejer ellers altid at fortælle præcis, hvad jeg burde have gjort, og jeg glædede mig over den forståelse, hun tilsyneladende har udviklet for mig med årene.

Det viste sig nu, at det var fordi, hun interesserede sig mere for tuberne med silikone. Jeg forklarede, at det skulle bruges til at klistre glasset fast til aluminiumsskelettet. Men til sidst lovede jeg, at hun nok skulle få resterne, hvis hun syntes hun havde noget hun kunne bruge det til ...

Punkt for punkt

Punkt for punkt (og dag for dag) skred arbejdet frem. Tegningerne viste, hvordan de nummererede dimser skulle sættes sammen. I hvert fald når man havde vendt og drejet dem hver især og stirret på dem i et kvarter. Samtidig viste det sig, at små kontorfingre faktisk er gode til møtrikker str. 10, og skelettet tog langsomt form. Taget krævede dog ekstra hænder.

Fruen sendte bud efter min bror og forklarede det om drivhuseffekten, og at han ikke måtte tirre mig. Det gik også nogenlunde indtil manden, der arbejder i Plantedirektoratet, begyndte at snakke om, at jeg bruger for megen gødning til mine blomsterkrukker. Min anden bror opgav jeg på forhånd at spørge, da han mener, man kan ordne alt med en motorsav.

Heldigvis kom en ven tilfældigt forbi, men da han plejer at hjælpe mig med at ordne computeren, når der er problemer, var jeg nødt til at være høflig, selv om han gjorde sig lige så klog, som fruen plejer. Det var meget opslidende for en mand i min tilstand.

Alligevel tog pavillonen form, støt og roligt, når bare man fulgte opskriften.

Alt dukkede op

Drivhuset kommer fra et postordrefirma i Thisted, og det er langt væk, når der hele tiden mangler noget. Underligt nok dukkede det altid op et eller andet sted i en kasse, men det er nu ellers så rart, hvis man kan give andre skylden.

Det gik faktisk først i stå, da vinduerne skulle klæbes på med silikone. Mit værksted rummede ikke sådan et håndtag, man klemmer det ud af tuben med. Så jeg gemte posen med gødning og ringede til brormand, der kom og reddede mig.

Til min store forskrækkelse var vinduerne vinde og skæve og passede slet ikke i rammerne. Jeg sendte igen nogle rasende tanker til Nordjylland, men underligt nok var glassene fine, når jeg målte efter. Så rettede jeg lidt på aluminiumsskelettet, og så passede de alligevel.

Arbejdet gik faktisk først rigtigt i stå på dag fire, der var en søndag, hvor silikonen slap op, og jeg stod tilbage med tre glas. Jeg mener bestemt ikke, det var min skyld. For der stod, at man hellere skulle bruge for meget end for lidt!

Det nordjyske firma sendte fluks noget mere. Og nu, da pavillonen står færdig, er selvtilliden vokset til uanede højder. Samtidig er jeg begyndt at anbefale alle naboerne, der også har kontorfingre, at bygge drivhuspavilloner. For det er ikke at regne for noget at samle selv.

Og det synes deres koner er en rigtig god ide. Også selv om der var for lidt silikone.

Profilerne skrues let sammen med aluminiumsbolte.

Tagplader og vinduer fæstnes til rammerne med silikone.

Plasticlister holder glas og tagplader på plads.

Kronen sættes på værket.