"Jeg ved ikke, hvad de har planlagt. Det er jo drenge."
Min kønne datter sukker opgivende. Vi har hyret et orkester til min kloge kones fødselsdag, og hovedkræfterne er teenagedrenge. Derfor har vi heller ikke fået noget helt klart svar på, om de rent faktisk kan spille for flokken af gæster.
Selv hager jeg mig fast i, at forsangeren er pige, og hun må da kunne svare.
Men, nej, hun kan ikke få noget klart svar fra orkestrets mandlige medlemmer, meddeler min kønne datter efter en snak med den kvindelige forsanger.
"Jeg fatter ikke, at når de får en stil for, 14 dage før den skal afleveres - så går de først i gang med at skrive den aftenen før," siger mor'en til en af den lapsede lemmedaskers klassekammerater, da vi sidder forsamlet i hyggeligt selskab.
Men den slags kan drenge ikke, forklarer jeg med al den baggrundsviden, jeg er i besiddelse af.
"Men hvorfor?" spørger de forsamlede kvinder i kor.
"Sådan er det bare," siger jeg bedrevidende.
"Og man skal ikke forsøge at sige det til dem - så går de i baglås," kan jeg tilføje med endnu mere baggrundsviden.
Men den bemærkning er rent spild af tid, ved jeg så ganske udmærket.
"Det er da ikke til at forstå," sukker min kønne datter, der selv skriver alle sine opgaver fra dagens begyndelse ned på lange lister og krydser af, når opgaverne er gennemført.
"Købe ind med veninderne," kan der stå. Når opgaven er udført, afkrydses den omhyggeligt.
I sit forsøg på at ændre på de skæve forhold forærede hun kæresten en kalender, hvor hun omhyggeligt skrev alt det ned, som hun vidste han skulle.
Kalenderen blev væk.
"Drenge kan ikke planlægge to timer ud i fremtiden," siger hun med sin nyerhvervede erfaring i baghovedet.
Og den lapsede lemmedasker giver hende ret - ikke i ord men i handling.
"Jeg kommer hjem ved 10-tiden i morgen," oplyser han, inden han drager på besøg hos en ven i nærheden.
Klokken 17 næste dag har vi hverken set eller hørt fra ham.
"Han kunne da i det mindste ringe," siger min kloge kone irriteret.
"Men sådan tænker drenge ikke," afslører jeg med viden og erfaring fra mit hemmelige indre.
Hun ser skeptisk på mig.
"Jeg forstår det ikke," sukker hun.
"Det er ligesom det med at tjekke olie på bilen. Hvornår har du sidst gjort det?" forsøger jeg mig med et eksempel.
Men det er et dårligt eksempel, får jeg at vide, for vi har aftalt en klar arbejdsdeling, og af den fremgår det, at det er mig der tjekker olie på bilen.
Hendes svar får mig i tænkeboks, og næste dag kan jeg præsentere min kønne datter for det konstruerede eksempel:
"Hvis man siger til en dreng og en pige, at de skal lave en kalender, så vil de fleste piger straks tage et stykke papir og begynde at skrive ned. Drengen vil gribe sin computer og forsøge at konstruere en ny kalender eller forbedre på den, der er i computeren. Undervejs vil han måske spille et par spil og chatte med vennerne, og når dagen er slut, har han måske forbedret kalenderprogrammet. Men han har nok ikke fået lavet en kalender sådan som pigen," lyder mit foredrag, baseret på erfaringer indhentet i den nære omgangskreds.
Min kønne datter nikker eftertænksomt. Min kloge kone ryster opgivende på hovedet, da jeg præsenterer hende for den samme visdom.
Hun holder en kort pause, mens hun hælder vand fra kartoflerne. Så siger hun:
"Men det overrasker mig ikke, at det netop er dig der er så klog på drenges glemsomhed! Og hvorfor det lige er dig der ved, at de går i baglås, når de får det at vide."