Jens Knag Pedersen har alt det nødvendige udstyr med i slagtebussen.
Har du en gris, du vil have slagtet til eget forbrug hjemme på gården, så kan en slagter med mobilt slagteri klare sagen. Og der bliver ikke noget med at transportere grisen af sted på landevejen, så den får stress.
Jens Knag Pedersen fra Vejen er en af de slagtere, der har en registreret slagtebus, så han kan køre ud på gårde og foretage hjemmeslagtninger. Land&livs fotograf har været med på en slagteopgave.
Hele produktionsudstyret er samlet på fire gange fem meter inde i bussen. Der er kran til at få grisen ind og ud. Der er skoldekar og skærebord, kødhakker og pølsestopper.
Jens Knag Pedersen kan klare alt fra en koldpartering, hvor grisekroppen er flækket og klar til opskæring, eller han kan foretage en grovudskæring, hvor han udbener kødet, så det er klar til fryseren næste dag.
Spareribs og rygben
Undervejs giver han gerne kunderne gode råd om, hvad de kan bruge opskæringerne til. For han har sin erfaring som butiksslagter.
Når man har en kam til koteletter, så er det en god ide at skære benene fra og bruge dem til spareribs. Ofte bliver benene og det gode kød omkring dem jo bare skåret fra som affaldsprodukt, når kødet er stegt. Som spareribs kan man få et ekstra måltid ud af kamstykket, lyder det gode råd fra Jens Knag Pedersen.
Rygbenene kan man bruge som selvstændigt måltid. Kog dem i letsaltet vand en halv til tre kvart time. Smør barbecuesovs på dem og grill dem 20 minutter. Så er de lige så gode som de Jensen-ben, man kan købe for tre gange så mange penge i butikken, siger hjemmeslagteren.
Grillgrise
Jens Knag Pedersen overtog sin slagtebus 1. marts i år og håber, at den kan blive en fuldtidsforretning for ham. Han er uddannet butiksslagter og har tidligere arbejdet på Skare Meat i Vejen. Nu har han et deltidsjob i en helt anden branche for at kunne arbejde sig op som selvstændig hjemmeslagter.
Erfaringerne siger, at hjemmeslagterens højsæson er den kølige årstid fra efterår henover slagtemåneden november og til det tidlige forår.
Men Jens Knag Pedersen har konstateret, at også det lune forår og sommersæsonen kan være travl for hjemmeslagteren. Dels har der skullet slagtes til konfirmationer, dels har han bestillinger på slagtning af flere hundrede grillgrise.
Nogle af dem helt ned i 30-40-kilos-klassen, for det er nemlig rimeligt populært at servere helstegt pattegris til et party.
Hjemmeslagteren kan dog også komme ud for opgaver, hvor grisen er oppe på 90-100 kg. Det klarer han også.
Der er god plads i bussen til at hænge et par grise op.
Om sommeren slagtes der mange grillgrise til privat forbrug.
Jens Knag Pedersen klarer alt i sin bus lige fra koldpartering til grovudskæring og udbening af kødet.