Log på Forside
 
Ansæt danske elever
Overdreven brug af østeuropæiske elever kan blive en boomerang for dansk landbrug, så der ikke bliver nogen til at tage over, advarer ung gårdejer sine kolleger.
Per Nørgaard Sognstrup vælger at uddanne danske landmænd.

Flittige østeuropæere passer flere og flere stalde i Danmark og harver stadig større arealer. Den unge gårdejer, Per Nørgaard Sognstrup, har også benyttet udenlandsk arbejdskraft og vil måske gøre det igen, men lige nu satser han i stedet på at uddanne danske landmænd. Han har fire elever på sin gård i Nørre Felding ved Holstebro.

Per Nørgaard Sognstrup har justeret sin ansættelsespolitik, fordi han er bange for, der kan blive mangel på driftsledere til gårdene. I yderste fald frygter han, at der til sin tid ikke vil være nogen til at overtage hans gård!

"Østeuropæerne er generelt dygtige og ihærdige, men brugen af dem kan blive en boomerang for dansk landbrug," advarer Per Nørgaard Sognstrup.

"Udlændingene er her kun i kortere perioder og stiler mod at vende hjem igen. Når landene i Østeuropa får en højere levestandard, risikerer vi at stå uden arbejdskraft. Derfor skal vi uddanne danskere i tide," opfordrer Per Nørgaard Sognstrup.

De fleste af de landbrugselever, han ansætter, kommer fra Lægaard i Holstebro. Her har han selv taget sin landmandsuddannelse, og det har hans kone, Lone, også. Hun leder arbejdet i staldene med grise, mens Per Nørgaard Sognstrup styrer de 350 hektar marker. Parret har efterhånden overtaget flere gårde og lagt dem sammen.

Oprindelig er Per Nørgaard Sognstrup landbrugsmaskinmekaniker og gennemførte under den uddannelse teorien på teknisk skole. Han har en bred baggrund, og det sætter han pris på, at hans elever også har. Han har et godt samarbejde med Lægaard, der er en del af Holstebro Tekniske Skole.

"Der er på skolen mange indgangsveje for de unge, inden de endeligt bestemmer sig for fag. For eksempel har vi i øjeblikket en elev der troede, hun skulle være dyrepasser og begyndte at tage den uddannelse, men som fandt ud af, at landmand mere er hende," fortæller Per Nørgaard Sognstrup, der er formand for det lokale uddannelsesudvalg for landbrugsuddannelserne og kommer med sine udtalelser i en pressemeddelelse fra Det grønne Uddannelsescenter Lægaard.

Foga

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: