Danskerne ønsker sommerhus i gamle bondegårde
Det fremgår af en ny undersøgelse fra Bygningskultur Danmark.
Af Marianne Fogtmann
fogtmannn@landogliv.dk
Tlf. 33 39 47 66

Arkivfoto: Marianne Fogtmann
60 millioner kvadratmeter landbrugsbyggeri står i dag ubrugte. Heraf skønner Dansk Landbrugsrådgivning, at ca. 30 millioner kvadratmeter kan genanvendes - nogle måske til sommerhuse. Der er dog også en del bygninger, som er bedst egnet til nedrivning.
En tredjedel af alle danskere har i år haft planer om at tage i sommerhus, og de er ikke så fastlåste i deres forestillinger om, hvordan et sommerhus skal være. Det behøver ikke at være et bjælkehus i et sommerhusområde ved vandet. Rigtig mange - 62 procent - kunne godt forestille sig at tage i sommerhus i en renoveret bondegård.
Det viser en undersøgelse, som viden- og rådgivningsorganisationen Bygningskultur Danmark har iværksat.
"Tusindvis af bondegårde og landbrugsbygninger over hele landet står i dag øde og forladte hen, fordi de er blevet for små til landbrugsdrift. Ved at renovere udvalgte landbrugsejendomme og bruge dem som sommerhuse kan uerstattelige bygningskulturelle værdier blive reddet - samtidigt med, at tyndt befolkede distrikter får tilført nyt værdigrundlag," siger Thomas Martinsen, direktør for Bygningskultur Danmark.
Han mener, det er oplagt at bruge nogle af de funktionstømte bondegårde som sommerhuse eller som ekstra bolig for byboere med en fleksibel jobsituation, for det er ikke realistisk, at samtlige tidligere landbrugsejendomme kan sælges til permanente tilflyttere.
Desuden møder planer om udstykning af jord til sommerhuse ofte modstand, fordi det truer unikke naturområder. Ferieboliger i gamle bondegårde er derfor, ifølge Thomas Martinsen, et godt alternativ til at bygge nye sommerhuse. Men landbrugsloven, som lige er ændret, er ikke helt fleksibel nok til at gøre det attraktivt - eller fuldt ud lovligt - for byboere at investere i en gammel bondegård.
"Det er ærgerligt, at landbrugsloven ikke tager højde for de bygninger, der i forvejen er forladt - og som det er svært at få ressourcestærke familier til at flytte ind i permanent. Det er bygninger på mindre ejendomme, som aldrig bliver til landbrug igen. Men som rummer et stort uudnyttet potentiale, fordi den oprindelige bygningskultur tilsat rustik charme og landlig idyl danner en perfekt ramme for en feriebolig," siger Thomas Martinsen.
www.bygningskultur.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: