Log på Forside
 
Find dig et godt landmandsliv
Socialkonsulent Solvejg Høj arrangerer kursus for yngre landmænd, der har behov for at finde sig selv som mennesker og få et godt landmandsliv.

Hvis du er ung landmand med mange bolde i luften i stald og mark, kan du fint have faglig succes, men når arbejdet slippes, og du er alene i stuehuset, trives du måske ikke som menneske. Arbejdsopgaverne fylder så meget, at der ikke er plads til andet.

Så er det måske en ide at tage på kursus for yngre landmænd og sammen med psykolog Johannes Hagedorn og andre i samme situation få en snak om, hvor ambitionerne skal placeres, og hvordan du sikrer dig, at en travl hverdag også er et godt landmandsliv.

Kurset arrangeres af socialkonsulent Solvejg Høj, der gennem årene har mødt en del unge landmænd som har haft svært ved at prioritere, så både dyr og menneske stortrives. Kurset har været gennemført før - med succes. Men da behovet fortsat er der, mener Solvejg Høj, at flere unge landmænd skal have muligheden for at finde andre sider af sig selv end lige netop arbejdshesten.

Kurset vil tage udgangspunkt i det der er vigtigt for deltagerne. Målene for gård og menneske. Især skal der ses på fremtiden med fokus på forventningerne - både de realistiske og de, der drømmes om. Tanken er, at kursisterne gennem fælles samtaler og undervisning får taget fat i det, som er vigtigst for dem - i menneskelig henseende.

Kursus for yngre landmænd foregår seks lørdage kl. 9 - 16 med start 1. september 2007 på Lindbjerg Allé 28 i Nørre Snede, hvor psykolog Johannes Hagedorn underviser. Pris: 4.800 kr. pr. deltager. Tilmelding og oplysninger hos socialkonsulent Solvejg Høj. Tlf: 97 35 46 46. soh@post.tele.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: